Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Aktuelt Månedens projekt Månedens projekt december 2002

Oversigt | Søg | English



Månedens projekt december 2002


SIM-Tools:
Nye muligheder med pc-rollespil i skolen  

Tre nordjyske folkeskoler og en multimedievirksomhed er gået sammen om at udvikle et pædagogisk simulations-spil til computere, SIM-Tools. Nu er værktøjet færdigudviklet, og SIM-Tools er ved at blive præsenteret for landets lærere.  

 

Eleverne i 8.D  på  Vester Mariendal Skole i Aalborg har testet ”Turen går til Prag”,
og de har givet udtryk for, at de syntes, det var en sjov og anderledes undervisningsform.
Foto: PF Ajs Nielsen

 

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
- SIM-Tools er ikke et computerspil! Det er et læringsspil. Derfor er det vigtigt at definere ordet “spil” for eleverne, så de ikke tror, at det er et actionspil.  I stedet er SIM-Tools er et simuleringsværktøj, der gør det muligt for lærerne at opbygge nogle spændende scenarier/temaer med indbyggede roller og missioner. Når eleverne får tildelt deres rolle, skal de løse nogle opgaver i computerens virtuelle verden.
Projektleder Hanne Madsen, Zonning Multimedia, er kommet på lidt af en opgave, når hun skal forklare SIM-Tools. Det er nemlig en hel del enklere bare at vise, hvad det kan.
Som et projekt under Det Digitale Nordjylland er SIM-Tools blevet til i et samarbejde mellem Zonning, der hører hjemme i Århus, Hjørring Seminarium og udvalgte lærere fra henholdsvis Vester Mariendal Skole i Aalborg, Ranum Skole ved Løgstør og Bindslev Skole ved Hirtshals.
- Der er fra Undervisningsministeriets side talt meget om integrering af IT i undervisningen i folkeskolen – og om undervisningsdifferentiering. Med projektet ville vi udvikle et rollespil som computerspil – og vel at mærke et rollespil, hvor læreren er forfatter og dermed kan indbygge undervisningsdifferentieringen i de forskellige roller i tværfaglige forløb, forklarer Hanne Madsen. I SIM-Tools kan lærerne stille individuelle opgaverne til eleverne, og opgaverne kan ”skræddersys” til de enkelte elevers niveau, såvel sprogligt som  fagligt og  kreativt.

Pædagogisk udfordring
Rent praktisk har Zonning taget sig af den tekniske del – blandt andet udviklingen af grafikken – mens skolerne dels har fungeret som pædagogisk sparringspartner, dels har opbygget scenarier eller temaer til værktøjet. Desuden har de og deres elever også deltaget i testfasen – bl.a. i forhold til brugervenligheden.
- Jeg tror, det har været en udfordring for de lærere, der har engageret sig i projektet. Dels har det jo været nyt at skulle arbejde med denne type udviklingsarbejde, og dels var det oprindeligt meningen, at skolerne skulle samarbejde på tværs. Det viste sig praktisk vanskeligt, ikke mindst fordi de enkelte skoler havde forskelligt udgangspunkt. Men også fordi forventningerne til projektet – og til egen indsats – var meget forskellig, påpeger Hanne Madsen, som samtidig understreger, at det for Zonning har været en meget spændende og lærerig proces at skulle samarbejde med mennesker fra et andet miljø end det, de normalt færdes i.
Men nu, hvor projektet er heldigt overstået, er alle enige om, at der skulle have været afsat langt flere lærertimer – og dermed flere midler til at frikøbe lærerne til udviklingsarbejdet.  

Virtuel London-tur
SIM-Tools er ikke målet i sig selv – men et redskab til  at få indsigt i et emne. Indholdsdelen må den enkelte lærer selv fylde i, alt efter hvad han eller hun synes, det kunne være spændende for klassen at arbejde med. Men projektgruppen har allerede udviklet fire scenarier eller  temaer, som man eventuelt kan tilpasse til sin egen klasse. Det er ”Turen går til London”, Turen går til Berlin” og ”Turen går til Prag”, der er tværfaglige simulationsspil for elever i 8. til 9. klasse, og ”Rumrejsen år 2037”, der handler om Universet og især henvender sig til elever i 6. og 7. klasse.
Tager man udgangspunkt i ”Turen går til London”, skal eleverne planlægge en virtuel London-tur – f.eks. som et forstudie i forbindelse med en lejrskoletur til London. Det giver dem mulighed for at arbejde med emner inden for geografi, engelsk og matematik med mere.
- Tilbagemeldingerne fra lærerne har været, at eleverne har syntes, det var sjovt at skulle arbejde med en fingeret rejse til et andet land, hvor de har skullet træffe beslutninger omkring tid, økonomi og oplevelser – både af kulturel og historisk og social art, forklarer Hanne Madsen.

 

 

Et eksempel på, hvordan eleverne ser de opgaver, læreren har stillet dem. Dette er fra ”Turen går til London”.

 

 


 

Læreren har central rolle
- Når vi taler overordnet om at integrere IT i undervisningen, spiller læreren en meget central rolle. Det er lærerens opgave at finde en form – at udnytte de pædagogiske muligheder, der er i informationsteknologien. Derfor er det alfa og omega at få lærerne engageret og at sikre, at de tekniske og videns-mæssigt er klædt på til at arbejde med IT, påpeger Hanne Madsen, der stadig oplever, at infrastrukturen kan være et problem på nogle skoler: Er der computere nok, og er  Internet-kapaciteten stor nok i klasserne.
Men for den lærer, der synes, at SIM-Tools er et spændende arbejdsredskab, er det ikke teknikken, der skal være stopklods: Programmet er nemlig opbygget, så læreren ikke skal programmere men primært blot udfylde forskellige tekst-felter.
- Jeg ser SIM-Tools som et forfatter-værktøj for læreren. Han eller hun skal udtænke den gode historie, de gode emner og de spændende roller, der er nødvendige. Herefter skal vedkommende skrive et forløb ind i programmet – og præsentere det for eleverne. Læreren kan nu vælge at fungere som ”game-master” og blande sig i udviklingen eller eventuelt uddele points for opgaveløsning undervejs. Men vedkommende kan også bare gå rundt i klassen, guide og være vejleder for eleverne, forklarer Hanne Madsen.
De enkelte læreres tilpassede scenarier/temaer kan stilles til rådighed for andre lærere på tværs af klasser, skoler, kommuner via et ”Virtuelt lærerværelse”, hvor den enkelte lærer kan genbruge de fremstillede undervisningsforløb og informationer. Det er tanken, at ”Det virtuelle lærerværelse” kommer til at fungere som en vidensbank, der hele tiden udvides med nye scenarier/temaer. Der er tilgang til ”lærerværelset” via Internettet, hvor der også er oprettet et  dialogforum for lærerne.  

Gratis til 54 skoler
De tre kommuner, der har medvirket i projektet – nemlig Aalborg, Hirtshals og Løgstør kommuner – får gratis stillet SIM-Tools til rådighed for alle kommunernes skoler – det vil sige 54 skoler i alt. Ønsker disse skoler opdateringer eller eventuel support, må de betale sig fra det. Andre skoler kan købe licens til programmet. En skolelicens for et år koster nogenlunde det samme som et klassesæt bøger.
Erfaringerne under udviklingen af SIM-Tools har vist, at elever fra omkring 5. klasse og opefter har mest udbytte af simulationsspillet. Men det kan sagtens videreudvikles til brug i eksempelvis gymnasier, HF og HG.
- Nu har vi et fysisk resultat af vores udviklingsarbejde – nemlig programmet SIM-Tools. Det næste, der sker, er at vi skal have programmet ud til en masse forskellige lærere. Så vil vi uden tvivl se nye måder at bruge SIM-Tools på, nye forgreninger og variationer – måder vi ikke selv havde forestillet os. Det bliver spændende, slår Hanne Madsen fast.  

Læs mere om SIM-Tools på hjemmesiden: www.sim-tools.dk og besøg ”Det virtuelle lærerværelse” på www.sim-tools.dk/laererværelset. Du kan også følge projektets tilblivelse  via på Det Digitale Nordjyllands hjemmeside: www.det-digitale-nordjylland.dk  

 

 

6. klasse på Bindslev Skole i gang med „Rumrejsen år 2037.
Foto: Zonning  


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter