|
|
Månedens projekt december 2003
Projekt ”De digitale landsbyer i Nordjylland”: Masser af aktivitet i 11 IT-landsbyer
De otte kommuner, der er med i projekt ”De digitale landsbyer i Nordjylland”, har valgt meget forskellige løsninger. Men de fungerer – og fortsætter, når projektperioden udløber.
Af Naia Bang / Texthuset Aalborg Det er torsdag aften i Klim, vest for Fjerritslev. Thorup-Klim Hallen er mørk, men i en nybygning til højre for hallen strømmer lyset ud. Her er godt en halv snes borgere fra Thorup-Klim-området i fuld gang med at lære at arbejde med billeder i Paintshop Pro. Underviseren, Lisbeth Ljungkvist, går rundt mellem bordene og giver gode råd, mens kursisterne leger med at ændre på farverne i billedet. Vi er i ”Den Digitale Landsby Thorup-Klim”, som IT-landsbyforeningen hedder på disse kanter. Fjerritslev Kommune er nemlig med i projekt ”De digitale landsbyer i Nordjylland” under Det Digitale Nordjylland, og her udpegede kommunen de to landsbyer Thorup og Klim, der ligger så tæt, at de godt kan deles om ét IT-forsamlingshus. Andre kommuner har valgt andre løsninger. I Aars har man hele tre IT-landsbyer med hver sit IT-forsamlingshus, mens Farsø har to digitale landsbyer. De fem øvrige kommuner, der er med i projektet, har hver en landsby med eget IT-forsamlingshus.

Der er masser af aktivitet i ”Den Digitale Landsby Thorup-Klim”.To kursister hjælper hinanden med at løse opgaver i billedbehandlings-programmet Paintshop Pro – i baggrunden går lærer Lisbeth Ljungkvist til hånde. Fotos: Ajs Nielsen.
670 bruger IT-forsamlingshuset - Vi fik vores IT-forsamlingshus på den måde, at Thorup-Klim Hallen skulle bygge til og blandt andet lave en overdækket gang over til skolen på vores anden side. Så slog de to fluer med eet smæk og byggede det digitale forsamlingshus samtidig, forklarer Herbert Matthäi, der er tovholder for ”Den Digitale Landsby Thorup-Klim”. I dag er det omkring to år siden, Thorup-Klim fik sit digitale forsamlingshus, og siden har der været stor aktivitet. - Vi har åbent stort set hver dag fra klokken 9.00 til 22.00. Folk kommer og går ved hjælp af et nøglekort, og lige nu har vi cirka 670 kort ude, fortæller Herbert Matthäi. Der er 15 arbejdsstationer og en lærercomputer. Alle maskinerne har Microsoft Office-pakken – og så har de det populære spil Counter-Strike. Somme tider holder man GameNight, hvor de unge dyster mod hinanden hele natten. Det er vældig populært. Men – forsamlingshuset er stort set det eneste tilbud til de store børn i nærområdet, så for at sikre, at det ikke kun er børn og unge, der bruger maskinerne, har foreningen indført forskellige ”tider”. Fra klokken 9.00 til 11.30 er det ”voksentid”, og fra 15.30 til 18.00 er her ”stilletid”. Så kan man sidde her lige så stille og lave lektier. Nogle formiddage og aftener er her lukket af – det er, når der er undervisning.
Vigtigt med lokalt tilbud - Vi har haft masser af begynderkurser og kurser for let øvede. Men da vi blev for ambitiøse, blev folk væk, så vi er gået tilbage til kurser på brugerniveau. Det er for eksempel Lær at bruge Internettet, Office-kursus, Word, Acces, Excell og lignende, påpeger Herbert Matthäi og fortsætter: - Foreløbig har vi haft mere end 200 på kursus, og blandt dem har der været mange over 50 år. De var aldrig kommet på edb-kursus, hvis ikke vi havde haft et lokalt tilbud. Og vi havde aldrig haft et digitalt forsamlingshus i Thorup-Klim, hvis det ikke havde været for Det Digitale Nordjylland. Ligesom de øvrige projekter under Det Digitale Nordjylland slutter ”De digitale landsbyer i Nordjylland” den 31. december. Men det betyder ikke, at det digitale forsamlingshus i Thorup-Klim lukker. Forsamlingshuset er blevet omdannet til en forening, der har haft stiftende generalforsamling. Næste punkt for den nyvalgte bestyrelse bliver at skulle ud og hverve medlemmer til foreningen. Det er et billede, der gentager sig i de øvrige kommuner, der er med i projektet. - Vi holdt et seminar i august på Løgstør Park Hotel, og her var det tydeligt, at alle var interesserede i at fortsætte under en eller anden form. Mange steder har man valgt at lægge IT-forsamlingshuset på den lokale skole – der så også benytter IT-faciliteterne i større eller mindre omfang. Man har så etableret en forening, der skal drive IT-forsamlingshuset videre, forklarer Torben Duelund, der er projektleder for ”De digitale landsbyer i Nordjylland”.

- Vi havde aldrig fået et IT-forsamlingshus i Thorup-Klim, hvis det ikke havde været for Det Digitale Nordjylland, slår tovholder Herbert Matthäi fast. Fotos: Ajs Nielsen.
VUC varetager undervisningen De otte kommuner, der er med i projektet, er – ud over Fjerritslev: Brovst, Løgstør, Nibe, Aars, Farsø, Nørager og Arden kommuner. Der har været stor forskel fra landsby til landsby på, hvor hurtigt man kom i gang – og hvor ambitiøs man har været. For ud over en kommunalt udpeget person, der har siddet i den overordnede styregruppe, har det lokale arbejde i høj grad ligget på frivillige hænder. Nogle landsbyer har udpeget en tovholder, men fælles har været den lokale styregruppe, der har skullet finde et egnet lokale, skaffe maskinpark – og sikre det mod indbrud og hackere – samt finde ud af at få etableret undervisning. Her har samarbejdet med de lokale VUC-afdelinger vist sig at være den bedste løsning. VUC har stået for størsteparten af undervisningen rundt om i IT-forsamlingshusene, mens lokale ildsjæle har taget sig af særlige kurser – for eksempel for dem, der gerne vil arbejde med hjemmesider eller lignende.
Billigt bredbånd til borgerne - Den oprindelige tanke bag projektet var at modarbejde affolkning i landdistrikterne gennem blandt andet at gøre det muligt at kunne oprette hjemmearbejdspladser – og samtidig få skabt kreative IT-miljøer. Det krævede bredbånd, altså ADSL, og derfor skulle projektet arbejde for, at de landsbyer, der var med i projektet, fik lagt ADSL hurtigere ud end resten af landet og dermed få skabt sig en konkurrencefordel. Men lige efter projektet var startet, meldte TDC ud, at man ville lægge bredbånd ud over hele landkortet. Derfor blev der sat øget fokus på den del af projektet, der handlede om at kunne tilbyde undervisning lokalt – og det må vi sige er lykkedes til fulde, slår Torben Duelund fast. Både børn, unge, voksne og seniorer har benyttet – og benytter fortsat – de lokale IT-forsamlingshuse. Men samtidig har projektet gjort det muligt at kunne tilbyde billige ADSL-opkoblinger til borgerne i deres eget hjem, og det tilbud har mange valgt at benytte sig af. I gennemsnit mellem 60 og 90 husstande i hver IT-landsby har fået ADSL. Nogle landsbyer har lavet særlige aftaler med edb-firmaer, der har gjort det muligt for borgerne at købe pc’er til en særlig favorabel pris, fordi man bestilte samlet – og dermed fik ”stordriftsfordele”. Alt i alt betyder det, at de 11 IT-landsbyer er godt rustet til, når de fra januar skal stå på egne ben.
Fakta - De 11 digitale landsbyer De 11 landsbyer, der er med i projekt ”De digitale landsbyer i Nordjylland”, er: Fjerritslev Kommune: Thorup-Klim Brovst Kommune: Tranum Løgstør Kommune: Ranum Farsø Kommune: Ullits Nibe Kommune: Farstrup Aars Kommune: Blære, Vegger og Skivum Arden Kommune: Astrup og Rostrup Nørager Kommune: Haverslev
Læs mere om projekt ”De digitale landsbyer i Nordjylland” i projektdagbogen på www.det-digitale-nordjylland.dk eller direkte på projektets hjemmeside: www.digitale-landsbyer.dk
Printervenlig version |