Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Aktuelt Månedens projekt Månedens projekt februar 2004

Oversigt | Søg | English



Månedens projekt februar 2004


Ny platform for erhvervs-netværk i Aalborg  

Med ”Det Digitale Handelskammer” har Aalborg Industri- og Handelskammer fået en portal, der både er nem at overskue, fyldt med information – og som giver mulighed for at danne nye netværk  

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
Aalborg Industri- og Handelskammer – Danmarks ældste forening for håndværk, industri og detailhandel – har fået en ny portal, som landets øvrige handelskamre nok vil skæve misundeligt til i lang tid fremover. Den hedder www.detdigitalehandelskammer.dk og er et resultat af et samarbejde mellem tre nordjyske IT-virksomheder og handelskammeret.
Projekt ”Det Digitale Handelskammer blev startet i januar 2002 under Det Digitale Nordjylland, og i dag, hvor projektet officielt er afsluttet, skal ideerne bag portalen for alvor stå sin prøve: Vil portalen tiltrække nye – måske yngre – medlemmer? Og vil medlemmerne bruge portalen aktivt til at skaffe sig information – og etablere nye netværk?  

Velkommen på www.detdigitalehandelskammer.dk! Projektchef Michael Paarup, Logmitic Software A/S (tv), Peter Balling, DCE Datacenteret og seniorkonsulent Martin Storgaard, ebc network ApS, foran Aalborg Industri- og Handelskammers nye portal.
Foto: Ajs Nielsen  

 

 

Ville gerne tiltrække iværksætterne
En af idéfolkene bag er direktør Peter Balling, DCE Datacenteret i Aalborg. - Jeg sidder i bestyrelsen for Aalborg Industri- og Handelskammer, der – som mange andre handelskamre – var temmelig low-tech indtil for nylig: Hjemmesiden var forældet, og selv det at e-maile til handelskammeret var vanskeligt, forklarer Peter Balling.
Han tog derfor kontakt til ebc network ApS i Støvring, Logimatic Software A/S i Aalborg samt NordDanmarks EU-kontor, og de fire virksomheder blev hurtigt enige om, at ”det må vi kunne gøre meget bedre”.
- Der tales meget om networking i disse år. Men Aalborg Industri- og Handelskammer har altid været et sted, hvor virksomhederne har fundet sammen og dannet netværk - så på den måde har de været foran deres tid, påpeger seniorkonsulent Martin Storgaard, ebc network.
Og netop networking var et kernepunkt, da de tre virksomheder gav sig til at brainstorme om, hvad en ny portal for handelskammeret skulle give mulighed for.
- Vi ville gerne have fat i særligt den yngre generation af  erhvervsfolk – for eksempel iværksættere fra NOVI. Hvad er vigtigt for dem? Hvorfor vil det være interessant for dem at være med i handelskammeret?
Og svaret var jo blandt andet, at de skulle have mulighed for at søge informationer og skabe nye kontakter – uden nødvendigvis at skulle møde op til et arrangement, forklarer Peter Balling.  

Spurgte medlemmerne til råds
Men også blandt de eksisterende medlemmer var interessen for en ny portal stor. Projektledelsen bag ”Det Digitale Handelskammer” inviterede en række medlemsvirksomheder til at udfylde et spørgeskema om deres ønsker og behov, og ud fra det blev der nedsat en række fokusgrupper på tværs af fagområder. Omkring 30 virksomheder var repræsenteret i fokusgrupperne, der gik på med krum hals og stort engagement for at  komme med forslag til, hvad den nye portal skulle have af services.
- Der kom en utrolig masse ideer på bordet – nogle var meget konkrete og realisable, andre temmelig vidtløftige. Men fælles var ønsket om, at portalen skulle være enkel og overskuelig. Den skulle være nem at finde rundt på. Og så ville medlemmerne have en netværksmotor – og der skulle være benefits. Nordjyderne vil have gode medlemstilbud – og gratis arrangementer, siger Peter Balling med et grin.
Projektledelsen selv brugte megen tid på at gennemsøge Internettet på kryds og tværs for at se, hvordan man havde løst opgaven, såvel i Danmark som i resten af verden. Her var der masser af inspiration at hente. Men – der var også en del grelle eksempler på, hvordan man i hvert fald IKKE skulle gribe det an.  

 

 

 

 

Har skabt rammerne
Nu havde projektledelsen den information, der skulle til for at lave en kravdefinition, som man kunne fremlægge for bestyrelsen i Aalborg Industri- og Handelskammer. De sagde god for planen, og så gik man i gang med at bygge portalen op.
I dag er www.detdigitalehandelskammer.dk en realitet, og folkene bag ”Det Digitale Handelskammer” kan puste ud efter et travlt år. Hjemmesiden er kommet op at stå, samtidig med at handelskammeret er flyttet ind i det nye Erhvervenes Hus i Rendsburggade ved Aalborgs havnefront.
- Vi har ikke lavet en fuldt færdig hjemmeside, men vi har skabt rammerne – for handel, for networking, for events og for informationssøgning. Nu starter det store arbejde, for herfra skal portalen udvikle sig med medlemmernes ønsker og behov, forklarer Martin Storgaard, og projektchef Michael Paarup, Logimatic Software A/S, tilføjer:
- Portalen er et supplement til det eksisterende fysiske netværk. Medlemmerne kan selv lægge informationer ind – og for eksempel søge samarbejdspartnere til et større projekt. Og de kan bede om at få en nyhedsmail, når specielle emner af interesse for netop dem dukker op. I den første tid vil medlemmerne dog få brev ud, sideløbende med at arrangementer m.v. bliver slået op på hjemmesiden. Det gør man dels af hensyn til de medlemmer, der er vant til den service, og dels for samtidig at kunne reklamere for hjemmesiden.
Fremover er det Aalborg Industri- og Handelskammer selv, der skal stå for opdatering og videreudvikling af portalen. Men folkene bag ”Det Digitale Handelskammer” har lovet at stå til rådighed med input og rådgivning.

Se ”Det Digitale Handelskammer” på: www.detdigitalehandelskammer.dk - læs også mere på projektet på: www.det-digitale-nordjylland.dk.  

 


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter