Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Aktuelt Månedens projekt Månedens projekt september 2003

Oversigt | Søg | English



Månedens projekt september 2003


Den Digitale Billedskole: Lærer kunstforståelse på nettet  

Nordjyllands Kunstmuseum har lagt kunstværker til Den Digitale Billedskole, der – som den eneste af sin slags i Danmark – kombinerer billeder med billedanalyse og kunsthistorie med mere.  

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
- Når jeg har været rundt og undervise i billedkunst – også andre steder end her på Nørresundby Gymnasium – har jeg altid været irriteret over, at man måtte rundt på forskellige amerikanske databaser for at finde pædagogisk materiale om kunst, der var lagt ud på nettet. Der manglede en velfungerende dansk database, forklarer lektor Lars Brix Frandsen.
Sammen med sin kollega på Nørresundby Gymnasium, Steen Hestehave, fik han derfor ideen til at lave en database med dansk kunst og med information om kunstværket i relation til billedanalyse og kunsthistorie. De to har i forvejen firmaet Imagine IT, der henvender sig til alle niveauer inden for undervisningssektoren med undervisning og vejledning i brug af elektroniske medier i undervisningen.
Steen Hestehave og Lars Brix Frandsen henvendte sig til Nordjyllands Kunstmuseum og forelagde ideen, og museet var meget interesseret i at medvirke. Det blev startskuddet til ”Den Digitale Billedskole”, der er et projekt under Det Digitale Nordjylland.  

Museumsinspektør Aase Bak viser praktisk projektleder Steen Hestehave og Lars Brix Frandsen, begge fra Imagine IT, rundt på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor 108 kunstværker nu er landet på den lærerige www.dendigitalebilledskole.dk.
Fotos:  PF Anne Mette Welling

 

 

108 kunstværker
Blandt de cirka 1.500 værker i den faste samling på Nordjyllands Kunstmuseum udvalget museet 108 kunstværker fra det 20. århundrede, der skulle bruges i ”Den Digitale Billedskole”.
- Først og fremmest skulle vi have tilladelse til at fotografere og gengive værkerne, og det er en temmelig omfattende proces. Billederne og skulpturerne er nemlig omfattet af ophavsrets-loven, så museet måtte indgå en aftalt med Copu-Dan og i flere tilfældeud og spørge alle kunstnerne – eller deres efterkommere – om vi måtte affotografere kunstværkerne, forklarer Steen Hestehave, der er udførende projektleder på ”Den Digitale Billedskole”.
Alle kunstværkerne er herefter blevet fotograferet i en meget høj opløsning og lagt ind på hjemmesiden www.dendigitalebilledskole.dk. Her kan man se alle kunstværkerne i lille størrelse og læse om dem under punktet ”Billedbasen”. Og vil man gerne se kunstværket i forstørrelse, kan man blot klikke på det. Nu er det muligt at fordybe sig i alle kunstværkets detaljer.  

Lav dit eget museum
”Hvad synes du er god kunst?”, spørger ”Den Digitale Billedskole under punktet ”Vælg Selv”. Her kan eleverne vælge de billeder ud, som han eller hun synes er god kunst, blandt de 108 kunstværker på hjemmesiden. De værker, som eleven vælger, kan danne basis for hans eller hendes eget mini-museum. Men det kan også blive til en opgave, hvor eleven skal argumentere for sine valg af kunstværker.
- ”Vælg Selv” henvender sig både til elever i folkeskolens ældste klasser, til gymnasier – og til andre, der kan have glæde af det. Men generelt er ”Den Digitale Billedskole” tiltænkt elever i gymnasiet og tilsvarende ungdomsuddannelser, påpeger Steen Hestehave.
Når man læser om de enkelte kunstværker, dukker der af og til ord op, der er markeret med blå skrift. Trækker man musent hen over ordet, popper der en lille faktaboks op med forklaring på begrebet. Andre steder kan man klikke sig videre til et helt nyt skærmbillede med en beskrivelse.  

Bliv testet
Når nu eleven har stiftet bekendtskab med begreber som ekspressionisme, mørkemaleri, Cobra etc., er det tid til at prøve selv at analysere billeder. Under ”Lær Selv” får eleven først en grundig indføring i opbygningen af et maleri; farver, punkter, linjer og så videre. Herefter er det tid til en lille test. Eleven skal sætte ord på en række malerier og herefter vælge et enkelt maleri ud, som han eller hun analyserer godt og grundigt.
- Vi har også en egentlig quiz, der forudsætter, at man har været gennem en stor del af materialet på sitet  – og her kan også andre kunstinteresserede fornøje sig med at prøve sin viden af, fortæller Steen Hestehave og fortsætter:
- Der er over 50 forskellige opgaver på ”Den Digitale Billedskole”. Desuden er der forskelligt materiale til dansklærerne – eksempelvis stileopgaver. Til engelsklærerne er der udarbejdet en essayopgave. Og endelig har lærerne naturligvis mulighed for at udarbejde sine egne opgaver ud fra materialet på www.dendigitalebilledskole.dk. En lærerguide til billedskolen giver inspiration til udnyttelsen af materialet.  

Steen Hestehave (tv) og Lars Brix Frandsen glæder sig over, at det er lykkedes at gengive kunstværkerne i så høj en billede-kvalitet.  
Fotos:  PF Anne Mette Welling

 

 

 

 

Positiv modtagelse
Kunstværkerne i ”Den Digitale Billedskole” repræsenterer et bredt udvalg af dansk – og lidt udenlandsk – kunst fra det 20. århundrede. Gymnasieklasser fra hele Danmark kan derfor have glæde af at besøge ”Den Digitale Billedskole” på nettet.
Hjemmesiden gik i luften den 1. august, og allerede nu kommer der positive tilbagemeldinger fra eleverne. De er glade for at arbejde med opgaverne på hjemmesiden – og for at billederne både er skarpe og farvemæssigt korrekte i den digitale gengivelse.
Endnu mangler hjemmesiden et enkelt punkt, ”3 kunstnere”. Det er et interview på video med tre – fortrinsvis nordjyske – kunstnere, der fortæller om deres kunst, om inspiration, farve- og stilvalg – og om de tanker man som kunstner gør sig, når man er i gang med at skabe et kunstværk. Kunstmuseet er ved at skabe kontakt til tre kunstnere, og video-præsentationerne vil herefter komme på hjemmesiden i løbet af efteråret.  

Gør museumsbesøget spændende
Nu kunne man jo frygte, at gymnasierne sparer en rundvisning på Nordjyllands Kunstmuseum ved kun at ”besøge” ”Den Digitale Billedskole”. Men det er der ingen fare for, mener initiativtagerne bag ”Den Digitale Billedskole”.
- Vi ved, at eleverne får mere ud af et besøg på kunstmuseet, hvis de har læst om kunstværkerne i forvejen. De oplever glæde ved at genkende værkerne i virkeligheden,  slår Lars Brix Frandsen fast. På Nordjyllands Kunstmuseum glæder museumsinspektør Aase Bak sig over resultatet.
- Det er blevet flot! Nu skal vi have info-standere placeret rundt om på museet, så publikum kan gå ind på ”Den Digitale Billedskole” og læse om kunstværket, mens de er her. Og så bliver det spændende at se, om vi med Den Digitale Billedskole kan ”indfange” mennesker, der normalt måske ikke er så kunstinteresserede – eksempelvis de unge, påpeger Aase Bak.

Læs mere om projekt ”Den Digitale Billedskole” i projektdagbogen på Det Digitale Nordjyllands hjemmeside: www.det-digitale-nordjylland - eller besøg Den Digitale Billedskole på: www.dendigitalebilledskole.dk  


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter