 |
|
|
Månedens projekt juni 2002
Computeren læser selv højt
 |
Af Naia Bang / Texthuset Mens Internettet stormer frem overalt i samfundet – fra folkeskoler til seniorklubber – er der op mod en fjerdedel af befolkningen, der kun har lidt glæde af de nye muligheder, som Internettet åbner. Det er de danskere, der har læse- stave-vanskeligheder. For dem er DDN-projektet En talende internetportal – i daglig tale adgangforalle.dk - svaret på alle deres bønner: Projektet har nemlig udviklet en portal, der gør det muligt at få læst en næsten hvilken som helst tekst højt. |
- Ideen - at få læst teksten på hjemmesider højt – er jo oplagt! Alligevel er der altså ikke nogen, der har udviklet det her før. Det skyldes nok, at der, i den brede offentlighed, ikke er den store præstige i at udvikle noget for de læse- stavesvage. Og det på trods af, at en OECD-undersøgelse fra 2000 har fastslået, at op mod en fjerdedel af alle danskere har læse- staveproblemer i et eller andet omfang, påpeger Christian Hjulmand, der er projektleder for ”En talende Internetportal”.
Projektets idé var simpel nok – i princippet, altså: Man ville udvikle en portal, hvorfra det er muligt at få teksten på en hvilken som helst hjemmeside læst højt ved hjælp af syntetisk tale.
Talen drillede Men på Escom Data ApS i Hjørring, der har stået for det tekniske arbejde med at udvikle portalen, har der været masser af tekniske problemer undervejs. - Vi har arbejdet fire medarbejdere på at få portalen til at fungere. Et af de praktiske problemer, vi stødte på, var, hvordan vi fik den syntetiske tale til virke på Internettet. Det har også voldt problemer, at der ikke umiddelbart ligger andet end en standard browser ude hos brugerne. Så alt den udviklede software ligger vores server i kælderen. Og endelig har svartiderne givet os voldsomme problemer, forklarer direktør Erik Aaskoven, Escom Data. En ny, hurtigere server løste en del af problemet. Men fra man har markeret en tekst på portalen, og til ”højtlæsningen” starter, går der stadig nogle få sekunder. Portalen succes har også stået og faldet med, at den syntetiske tale var forståelig. - Før i tiden lød syntetisk tale jo som en ukendt sønderjysk dialekt. Men i dag er den faktisk ret forståelig, takket være udviklingsarbejdet på bl.a. Center for PersonKommunikation på Aalborg Universitet. Man skal dog lige vænne sig til talen, påpeger Christian Hjulmand. Endnu er oplæsningen via adgangforalle.dk begrænset til danske tekster. Men principielt er der ikke noget i vejen for, at portalen en gang vil kunne behandle engelske tekster også. |
|
Projektleder Christian Hjulmand, der til daglig arbejder på Specialskolen for Voksne i Hjørring, og direktør Erik Aaskoven, Escom Data ApS, bruger selv den talende Internetportal, www.adgangforalle.dk. Foto: Jesper Dall
|
 |
Download en ”fjernbetjening” En af kongstankerne i projektet har været, at brugerne ikke skulle til at downloade software for at kunne få læst tekster op. Det har man imidlertid opgivet. - I dag er det sådan, at hvis du skal have læst en tekst op, så foregår det via portalen: Du kan for eksempel kopiere en tekst ind. Men i løbet af sommeren frigiver vi en lille ”fjernbetjening”, som alle gratis kan downloade. Herefter kan du gå ind på alle hjemmesider og få læst al tekst højt uden at skulle gå via vores portal, forklarer Erik Aaskoven. Fjernbetjeningen sidder som et lille separat ’vindue’, der kan flyttes rundt på skærmen. Med fjernbetjeningen kan man stoppe oplæsningen og eksempelvis få læst en sætning op igen. Den er brugervenlig og nem at betjene, og folkene bag den talende internetportal har derfor store forventninger til den. I øjeblikket efterlyser projektet nordjyder, som kunne tænke sig at fungere som testpersoner – både på portalen og med den kommende fjernbetjening. Det skal helst være mennesker, som har vanskeligt ved at læse. Er man interesseret i at medvirke, kan man henvende sig til projektleder Christian Hjulmand på tlf. 98 90 35 88. |
 |
I løbet af efteråret går projektet den talende internetportal i gang med at markedsføre portalen for en bredere offentlighed. I mellemtiden kan interesserede selv prøve portalen og dens muligheder på: www.adgangforalle.dk Man kan også læse om projektet og projektdagbogen her på hjemmesiden
Til toppen
|
Printervenlig version |
|
 |
|