Nu er der hul igennem

Nordjyllands Amt og alle de 27 nordjyske kommuner meldte sig klar til eDag
Mandag den 1. september var det national eDag. Fra den dag vil alle myndigheder i stat, amt og kommune have ret til at sende breve og dokumenter digitalt til andre myndigheder. Det vil sige post via Internettet.
Selvom eDagen handler om post imellem de offentlige myndigheder, kommer eDagen også borgere og virksomheder til gode. Med elektronisk post imellem myndighederne bliver sagsbehandlingen hurtigere, mere effektiv - og billigere.
Regeringens mål er, at 75 procent af den nuværende papir-post mellem myndighederne bliver erstattet af digital forsendelse eller information via Internettet - og de første 40 procent af posten skal være digital inden for et halvt år.
eDag sparer også porto De offentlige myndigheder bruger mange penge på at sende breve. F.eks. koster frimærkerne på amtsgården omkring 2,3 mio. kr. om året. Cirka halvdelen af brevene fra Nordjyllands Amt bliver sendt til andre offentlige myndigheder. Ved at sende 40 procent via Internettet sparer amtet altså en halv million kroner om året.
Nyt gennembrud på vej... eDagen bliver også startskuddet til næste skridt. Forvaltningerne i Nordjylland udruller i nær fremtid den digitale kommunikation med de borgere og virksomheder, der ønsker det. Det vil bl.a. betyde mulighed for at benytte digitale services - også med sikker e-post.
Der er allerede nu fuld gang i nordjyske kommuner og Nordjyllands Amt med udvikling af disse løsninger.
Læs også pressemeddelelsen.
Printervenlig version |