 |
|
|
Pressemeddelelse 15. november 2001
Fjerde udbudsrunde sættes i gang!
Det Digitale Nordjylland udskriver i dag fjerde og sidste projektkonkurrence i 2001, hvor der er afsat 12 mio. kr. i støtte til projekter inden for ”Kulturoplevelser i netværkssamfundet”
Hovedtemaet for projektkonkurrencen er ”Kunst, kultur, oplevelse og IT i netværkssamfundet” til fremme af:
- Digital kunst- og kulturproduktion
- Digital kunst- og kulturformidling
Det Digitale Nordjylland efterspørger projekter, der giver borgerne nye kulturelle oplevelser, der skabes og formidles v.h.a informationsteknologien. Der er således lagt op til dels, at de traditionelle kulturformidlingsinstitutioner intensiverer og integrerer anvendelsen af de digitale muligheder, og dels til at andre aktører uden for disse miljøer giver bud på formidling af kulturelle oplevelser på en anderledes og ny måde. I denne projektkonkurrence drejer det sig også om nye kunstneriske udtryksformer, der udnytter de digitale muligheder i en blanding af lyd, grafik, tekst, levende billeder og interaktion.
”Det er meget vigtigt at Nordjylland er i stand til at tilbyde kulturoplevelser, der er tilgængelige og synlige i og uden for regionen. Nordjylland har mange kulturelle potentialer og når det gælder synliggørelsen og udbredelsen kan netop informationsteknologien være med til at styrke denne proces”, siger Amtsborgmester Orla Hav. "Vi håber, at mange af de kreative kræfter, der findes både i og udenfor regionen, vil se det som en udfordring at give borgere, turister, potentielle tilflyttere og hvem det ellers kan være, helt nye kulturelle oplevelser, via de digitale medier, og at man er parat til at prøve noget helt nyt!" Det Digitale Nordjylland ser gerne samarbejder mellem udøvende kunstnere, indholdsproducenter, formidlingsinstitutioner og andre aktører på den kulturelle arena, så der kan skabes samspil og netværk imellem kulturliv og erhvervsliv i Nordjylland.
Praktiske oplysninger
”En grundlæggende forudsætning for at komme i betragtning til Fyrtårnsmidlerne er ligesom i de tidligere projektkonkurrencer, at deltagerne i et projekt selv er i stand til at finansiere minimum 2/3 af projektet, hvorefter der så kan opnås op til 1/3 støtte fra Det Digitale Nordjylland”, siger sekretariatschef Dorte Stigaard fra IT-fyrtårnet. ” Alle kan søge ind – også selvom man ikke er bosat i Nordjylland – men det er selvfølgelig en forudsætning, at projektet finder sted og også giver effekt i Nordjylland, da det jo er idéen med at udpege en region som IT-forsøgsområde”. Afleveringsfrist for konkurrenceforslag er den 15. januar 2002, og konkurrencematerialet kan man enten selv udskrive eller man kan få tilsendt et eksemplar ved at bestille på tlf.: 72 14 66 81 eller e-mail fyrtaarn@nja.dk.
Til hjælp til partnerskabssøgning fortsættes kontaktbørsen på www.det-digitale-nordjylland.dk, hvor firmaer og andre mulige konkurrencedeltagere kan lægge deres visitkort, søge partnere med bestemte kompetencer eller lignende. På hjemmesiden vil alle også kunne følge med i spørgsmål og svar i forbindelse med konkurrencematerialet.
Vinderne af projektkonkurrencen vil blive udpeget medio marts 2002, og vil blive indbudt til at deltage i netværkssamarbejde og diverse arrangementer sammen med de projekter, der allerede er igangsat under Det Digitale Nordjylland.
Yderligere oplysninger: Sekretariatschef Dorte Maarbjerg Stigaard, Fyrtårnscentret, tlf.: 72 14 66 80
Printervenlig version |
|
 |
|