|
|
Pressemeddelelse
Aalborg, den 21 . november 2003
Borgerservice er en stadigt større udfordring
Om 14 dage mødes hele verden for første gang i historien til et globalt topmøde om, hvordan kommuner og amter udvikler og udnytter computere og internet til at skabe bedre og mere demokratisk service til borgerne. 300 kommunale IT-folk fra 22 lande i Europa mødtes i Aalborg i denne uge for at udveksle erfaringer med digital borgerservice, og der er tydeligvis høstet markante og modne resultater mange steder, som de mange fremmødte delte med hinanden. - Men det er afgørende, at vi får udbredt de gode erfaringer ud over hele Europa. Der er en tydeligt og stadig større kløft mellem de kommuner og amter, der er langt fremme og dem, der halter bagefter. Den forskel skal vi have udlignet lige nu – hurtigst muligt, siger Javier Ossandon, der som præsident for Elanet repræsenterer det netværk af europæiske organisationer, der står bag Eisco-konferencen. Han peger på, at opgaven og udfordringen bliver større og vigtigere i takt med, at EU udvides fra 15 til 25 medlemslande. Derfor vil organisationerne bag konferencen arbejde koncentreret på at inddrage de nye EU-lande frem til den næste konference i Krakow i Polen i juni 2005. - Men heldigvis er kommuner og amter – også i de nye lande – drivkraften i at udvikle og forstå nytten af ny teknik og nye måder at servicere borgerne på, og det er derfor dejligt at se, at verdens topledere har en gryende forståelse for vigtigheden og muligheder af digital borgerservice, siger Javier Ossandon. Eisco-konferencen er en udpræget arbejds- og i særdeleshed samarbejds-konference for IT-folk i kommuner og amter overalt i Europa, derfor er resultatet af ugens arbejde ikke en bastant udtalelse. I stedet understreges en lang række af de fælles erfaringer, som de mange kommuner og amter gør sig. Og de fælles erfaringer handler i særdeleshed om at udveksle og genbruge erfaringer, programmer og systemer, om at satse på open source, om at bringe borgeren og borgerens behov i centrum for myndighedernes administration. - Verdens topledere og politikere på alle planer, både lokalt, nationalt og i EU sammenhæng må lære at forstå, hvor vigtigt digital borgerservice er, siger Javier Ossandon. Han understreger, at der er en spirende forståelse af potentialet i digital forvaltning. - Det viser det kommende topmøde – verdens første – i næste uge i Lyon og verdens topmødet om informationssamfundet i Geneve i januar, siger Javier Ossandon. Han sluttede konferencen med at takke Aalborg Kommune, Nordjyllands Amt og Det digitale Nordjylland for arrangementet – og i særdeleshed Det Digitale Nordjylland for at dele ud af de mange erfaringer med at udbrede og udnytte IT. I samarbejde med Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt er Det digitale Nordjylland danske værter for Eisco 2003.
Yderligere oplysninger på www.eisco2003.org eller kontakt: Sekretariatschef Nanna Skovrup, 72 14 66 80, mobil 22 72 54 12, nsk@nja.dk eller pressekontakt Claus Thorhauge, 20 20 35 15
Printervenlig version |