Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Aktuelt Pressemeddelelser Pressemeddelelse 29. november 1999

Oversigt | Søg | English



Pressemeddelelse 29. november 1999


IT-fyrtårn i Nordjylland

I dag blev rapporten "DDD det digitale danmark - omstilling til netværkssamfundet" offentliggjort fra Forskningsministeriet. Ifølge den anbefales det, at der bliver etableret et IT-fyrtårn i Nordjylland. Nordjylland skal således fremstå attraktivt i dansk og international sammenhæng - både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt.

Regionen skal også indgå i IT-baserede storskalaforsøg - rettet mod borgerne, uddannelsessektoren, den offentlige forvaltning, erhvervslivet og infrastrukturen.

Det forventes, at regeringen i løbet af december vil bekræfte Nordjyllands nye status.

- I så fald er det nogle spændende år, vi går i møde, hvor vi i Nordjylland får lejlighed til at sætte vores præg på, hvordan fremtidens samfund kan indrettes. Det er virkelig en stor chance og i givet fald også en anerkendelse fra Forskningsministeren og Regeringen af den teknologiske udvikling, som Nordjylland allerede i dag er langt fremme med.

Amtsborgmester Orla Hav lægger ikke skjul på sin og styregruppens glæde over, at det her på tærsklen til det nye årtusinde er lykkedes at hente et stort udviklingsprojekt til Nordjylland.

- Vi satser på at ramme bredt med de projekter, der skal sættes i søen, fortsætter Orla Hav. Et af formålene er netop at knytte hele samfundet sammen digitalt, og det vil sige, at rigtig mange nordjyder i de kommende år vil blive berørt af udviklingsprojekter på området.

Nordjyllands bud på, hvordan regionen kan indgå i totalforsøg er i dag sendt til Forskningsministeren og efterfølgende offentliggjort i rapporten "Det Digitale Nordjylland".
   Intens proces
Det har været en kort og kompakt proces med at lægge op til projektet, for det var først ved Aalborg Universitets jubilæum i september, at forskningsminister Birte Weiss introducerede ideen om Nordjylland som en prøveregion.

Men som altid var en række mennesker hurtige til at gribe tanken. Der blev nedsat en styregruppe med repræsentanter fra amt, kommuner, universitetet, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter, og der blev arbejdet intenst frem til denne dag, hvor de første nordjyske tanker og ideer nu ligger klar.

Med udnævnelse til digital region følger forhåbentlig også et større millionbeløb, der skal matches af lokal medfinansiering fra såvel det offentlige som det private erhvervsliv. Dermed skulle der være sikret økonomiske ressourcer til at tage hul på projekterne straks i det nye årtusinde.

- Vi regner med et tre-årigt forløb og et tæt samarbejde med bl.a. ministeren, så vores forsøg koordineres med Regeringens bestræbelser på området. Men det er også vigtigt, at vi arbejder intenst på, at hele regionen kommer med i udviklingen og ikke mindst - at udviklingen ikke stopper efter tre år, siger Orla Hav.

Styregruppen
Styregruppen bag Det Digitale Nordjylland (DDN) har bestået af amtsborgmester Orla Hav, borgmester Bent Brown, Hjørring (som repræsentant for Kommuneforeningen i Nordjyllands Amt), borgmester Henning G. Jensen, Aalborg Kommune, rektor Svend Caspersen, Aalborg Universitet, Svend Erik Lang, LO, direktør Richard Byrdal, DA og direktør Esben Kold, DI.


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter