Fra zoo i stuen til musik på museet
IT er god til at formidle informationer. Men vidste du, at man også kan formidle følelser og stemninger? Kulturprojekterne under Det Digitale Nordjylland går mange og nye veje for at gøre kulturoplevelserne endnu mere spændende, vedkommende og lærerige. Både for de, der går ud for at opleve kulturen – og for de, der hellere vil have kulturoplevelsen hjemme i stuen eller klasseværelset.
Kunne du tænke dig at være med til at fodre isbjørnene i Aalborg Zoo. Bare rolig – det er ganske ufarligt: På www.kulturnordjylland.dk, som er en af flere bud på en nordjysk kulturportal, kan du se små filmstumper fra Aalborg Zoo – blandt andet når isbjørnene bliver fodret. Det er tænkt som en appetitvækker for dig, der overvejer en tur i zoo – ikke som en erstatning. Mens de fleste børnefamilier nok er i zoo med jævne mellemrum, er museer nok især noget, vi besøger, når vi er i udlandet. Men faktisk har de nordjyske museer og arkiver meget at byde på – også for os nordjyder. Og ikke kun for øjet: Forestil dig, at du er på besøg på Aalborg Historiske Museum eller Nordjyllands Kunstmuseum. Mens du går rundt og ser på en udstilling, er du samtidig midt inde i et sælsomt tre-dimensionelt lydunivers, skabt af Aalborg Symfoniorkester. Lyden understøtter den udstilling, du ser – men den er også et kunstværk i sig selv. Eller at du er på besøg på Skagen By- og Egnsmuseum. Ved indgangen får du udleveret en mini-computer, en såkaldt webpad, der er koblet til en stregkode-læser. Hver udstillet genstand har en stregkode. Vil du vide mere om en speciel genstand, så læser du bare stregkoden ind, og nu får du en kort historie om genstanden på din bærbare skærm. Begge eksempler bliver snart virkelighed, takket være projekter under Det Digitale Nordjylland.
Museum i stuen Men vi behøver ikke altid at skulle hjemmefra for at få en kulturel oplevelse: For eksempel er en lang række nordjyske museer netop nu ved at forberede et storstilet projekt med tema-udstillinger på tværs af Nordjylland. Udstillingerne vil kunne opleves via Internettet. Og Nordjyllands Kunstmuseum er ved at gøre det muligt for os at komme på digital billedskole og blive meget klogere på moderne kunst. I det hele taget gør de nordjyske museer et stort stykke arbejde for at gøre museet levende via Internettet – og mange af disse projekter støttes af Det Digitale Nordjylland. Men selv for en indfødt kan det være svært at finde rundt i det kulturelle landskab. Derfor arbejder flere projekter med at give os overblik via brugervenlige portaler på Internettet – portaler der beskriver, hvad vi vil kunne opleve – og hvor. Andre har udviklet praktiske søge-redskaber på tværs af museer og arkiver, så vi kan finde det, vi søger – uden at skulle vide, på hvilket museum eller arkiv, oplysningen befinder sig. www.noks.dk er et godt eksempel herpå.
Følg de enkelte kultur-projekter under Det Digitale Nordjylland – se oversigten nedenfor.
ABM kulturbasen
Art and Nature - digital nordjysk kunst- og naturformidling
Cumedin
Den Digitale Billedskole
Den Virtuelle Kulturrejse
Mobile Gatekeeper
Museets Offentlige Vidensrum
Personlig Digital Museumsformidling
Virtuelle Digitale Lydoplevelser
ZOOMedia
Printervenlig version |