Projektkonklusion - Bitvognen
Nyttige tjenester skubber bitvognen
Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk Hensigten med Bitvognen var at give de nordjyske borgere, erhvervsliv og kommuner en smagsprøve på, hvilke muligheder den nye bredbåndsteknologi ville give i dagligdagen. Derfor bestod Bitvognen som udgangspunkt af fire forskellige projekter, der alle skulle skubbe bits i rå mængder ud til borgere, virksomheder og institutioner. Både ved at etablere indhold til bredbånd – men først og fremmest ved at tilbyde billig opkobling.
Indholdet til bredbånd var blandt andet at tilbyde borgerne at leje videofilm og få dem streamet direkte over internet-forbindelsen, ligesom Hjørring, Løkken-Vrå, Hirtshals og Sindal kommuner skulle forbindes med en fælles server, der administrerer hjælpemidler til handicappede, så kommunerne kunne låne hjælpemidlerne hos hinanden – blandt andet for at spare penge.
Borgerne skulle have billige ADSL-forbindelser, så de blandt andet kunne modtage videofilm via internet. Også virksomheder skulle have hurtige ADSL-forbindelser for at afprøve, hvordan bredbånd kan bruges til at få virksomheder i mindre lokalsamfund til at arbejde tættere sammen på tværs af brancher.
Alt sammen nye og uprøvede ideer i slutningen af år 2000 og begyndelsen af 2001. Men i virkeligheden gik det helt anderledes. I løbet af kort tid overhalede udviklingen i samfundet i øvrigt og teknologien flere af ideerne – i stedet opstod en ny ide.
Formålet
Hensigten med Bitvognen er at give nordjyske borgere, erhvervsliv og kommuner en smagsprøve på, hvordan den nye bredbåndsteknologi åbner op for masser af muligheder i dagligdagen. Det betyder, at projektet skal etablere et netværk med høj hastighed i et lokalsamfund, et netværk mellem fire kommuner, skabe et industrinet med høj hastighed og give mulighed for at brugerne kan hente video, når de ønsker det (on demand), i VHS-kvalitet over internettet.
Processen
Udviklingen overhalede projektet på flere punkter, så Bitvognen undervejs radikalt har skiftet retning. Den bærende ide med at tilbyde borgere, virksomheder og myndigheder billige opkoblinger blev hurtigt uaktuel på grund af de billige ADSL-løsninger, som teleselskaberne begyndte at tilbyde alle danskere på markedsvilkår. Derfor blev ideen om et bredbåndsnet til virksomheder opgivet, og det eneste bredbåndsprojekt til borgere der blev realiseret var ADSL til private i Bælum – under et andet fyrtårnsprojekt. Det projekt der hedder IT-landsbypakken.
Samtidig løb ideen om at levere video on demand over internettet ind i uoverstigelige problemer. Rettighedshaverne – det vil sige filmselskaberne – ville under ingen omstændigheder sælge deres film over internettet. De var bange for, at filmene ville blive piratkopieret, hvis de blev distribueret digitalt. Det eneste man kunne få lov til at distribuere var gamle danske sort-hvide film i ”Far til fire i sneen”-kategorien. Den del af projektet blev opgivet.
Den digitale hjælpemiddelcentral for de fire nordjyske kommuner blev etableret og fungerer tilfredsstillende – med besparelser for kommunerne.
På et af Det digitale Nordjyllands projektpartner-seminarer dukkede der i stedet en helt ny ide op, da Teknologisk Institut og TDC fandt sammen om en tanke, der gik ud på at skabe en portalløsning til byggesektoren. Byggeriet er et af de områder, der har haft svært ved at skabe brugbare og effektivtetsfremmende it-løsninger. Men byggeriet har et stort behov for fælles information og koordinering og kan få stor nytte af at få skubbet bits i større mængder rundt mellem parterne. På den måde skiftede projektet fokus fra at tilbyde billig opkobling over til i stedet at skabe nyttigt indhold for brugerne for at få bitvognen i fart.
Teknologisk Institut har i forvejen etableret flere virtuelle samarbejdsprojekter for byggeriet på www.byggeweb.dk. Tanken med Bitvognens fyrtårnsprojekt var at de forskellige byggesjak – ”håndværkeren på gulvet” – med en bærbar computer, en mobiltelefon eller en lommecomputer (en PDA) kan have adgang til ajourførte byggetegninger og aktuelle oplysninger om aktiviteter, materialer og ressourcer i byggeriet.
Der blev derfor udviklet et ressourceplanlægningsmodul i samarbejde med it-leverandøren Net-Mill International A/S, et aktivitetsplanlægningsmodul i samarbejde med West Soft og et materialelogistiksystem i samarbejde med Logimatic. Modulerne forventes at blive integreret i en eller flere portaler til styring af byggeprojekter.
Resultatet
Videodistribution over internettet og virksomhedsnettet er opgivet. Kommunenettet med en fælles hjælpemiddelcentral for de fire nordjyske kommuner, Løkken-Vrå, Sindal, Hjørring og Hirtshals er etableret og i drift. Billige ADSL-forbindelser til borgere er realiseret i Bælum under projektet IT-landsbypakken.
Modulerne til byggeprojektet, der er kommet til undervejs, er færdigudviklet. Samtidig er der udviklet en model, der kan demonstrere, hvordan det virker samt en forretningsplan for, hvordan tjenesterne kan markedsføres og sælges.
Fremtiden
Som nævnt fortsætter kommunernes fælles hjælpemiddelcentral. Byggemodulerne til styring af aktiviteter, ressourcer og materialer tilbydes til byggeriets parter via Teknologisk Institut og de involverede softwareleverandører, Net-Mill, West Soft og Logimatic. Byggebranchen arbejder for tiden på at standardisere hvordan en portal til styring af byggesager skal se ud. Det forventes, at modulerne bliver en del af en sådan løsning, ligesom det er en del af www.byggeweb.dk
Projektfakta Titel: Bit-vognen Tema: IT-infrastruktur Kontaktperson: Chefkonsulent Anders Thomsen, anders.thomsen@teknologisk.dk, telefon 72 20 22 36 Modtaget tilskud fra DDN: 1.800.000 kr. Organisation: TDC (tidligere Tele Danmark A/S) Øvrige projektpartnere: Hjørring, Sindal, Løkken-Vrå og Hirtshals kommuner, IT-stationen i Bælum, Teknologisk Institut, Net-Mill International A/S, Logimatic Projektperiode: marts 2001 – december 2003 Hjemmeside: www.teknologisk.dk/byggeri/5528
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |