Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Cumedin

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion - Cumedin

 

 

Kontakt mellem kunst, kunstnere og erhvervsliv

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk
Bryggeren Carl Jacobsen med sin Carlsberg Fond og ostehandler Knud W. Jensen med Louisiana er bare et par af de mest synlige eksempler på de mange frugtbare alliancer mellem erhvervslivet og kunsten. Tilsyneladende er kunst og erhvervsliv hinandens modsætninger, men kun tilsyneladende. I realiteten er der ofte tale om gensidig afhængighed, et forhold hvor begge parter giver hinanden med- og modspil – til fælles gevinst.

 

Formålet

Ideen var at stifte en kommerciel forretning, der skulle udvikle tjenester, der skulle skabe kontakt og kommunikation mellem kultur og erhvervsliv – først og fremmest gennem hjemmesiden www.cumedin.dk. Men hensigten var også, at virksomheden skulle bane vej til at anvende billedkunstnernes produkter og talenter i forhold til de nye digitale kulturmedier på internet, mobiltelefoner og spilkonsoller.

Cumedin var et forsøg på at organisere forholdet mellem kunst og erhvervsliv til gavn for begge parter. Men Cumedin skulle også skabe kontakt mellem kunstnere, og den nye digitale kulturindustri, så kunstnerne kunne levere indhold til internettet, mobiltelefoner, spilkonsoller, digitalt tv og andre nye kulturmedier. Deraf navnet Cumedin, der er en forkortelse af CUlture-MEDia-INdustri.

Virksomheden, Cumedin ApS, tager udgangspunkt i Nordjylland. Men det var tanken, at hjemmesiden hen ad vejen både skulle være landsdækkende og international. Foruden etablering af en database på internet med danske kunstnere og deres værker, skulle Cumedin også etablere en række tværfaglige grupper med deltagelse af kunstnere, erhvervsfolk, kulturforskere og investeringsfolk, der kunne rådgive om nye forretningsplaner, investeringsmuligheder og nye forskningsresultater.

Tanken var i første omgang, at interesserede kunne abonnere på nyhedsbreve fra Cumedin, der blandt andet skulle tilbyde en kultur- og erhvervskalender, en legat- og fondsguide og et forum på internet, hvor kunstnere og erhvervsfolk kunne mødes.

 

Processen

Undervejs købte projektet i januar 2003 en konkurrerende portal, www.artguidedenmark.dk, og det voldte tekniske vanskeligheder at flytte Artguides server fra Århus til Aalborg. Flytningen gav en del nedbrud i begyndelsen af 2003, men alt virker nu, som det skal.

Med www.artguidedenmark.dk fulgte yderligere biografier af 2.700 kunstnere og cirka 6.000 værker, der supplerer Cumedin-portalen.

 

Resultatet

Portalen er etableret som forudset. Cumedin har mere end 500 kunstnere, der betaler for løbende at få opdateret deres biografier og lagt nye billeder på hjemmesiden. Derudover betaler cirka 150 andre kunstnere et fast abonnement.

På mindre end et år har portalen haft 55.000 unikke besøgende og i foråret var 1.766 brugere tilmeldt nyhedsbrevet.

Det er lykkedes at etablere tværfaglige rådgivningsgrupper for forretningsplaner og finansiering af kulturprojekter. Det var dog ikke muligt at samle anerkendte kulturforskere i et tilsvarende rådgivningspanel.

Det lykkedes ikke at få virksomhederne til at tegne medlemskaber. Det har i det hele taget vist sig at være svært at få folk til at betale for tjenesterne på portalen.

 

Fremtiden

Portalen kører videre i eget regi efter de samme ideer. Der arbejdes intensivt med nye ideer, så der kan tjenes penge på den omfattende samling af danske billedkunstnere og deres værker. Og efter projektet sluttede, er det lykkedes at tiltrække virksomheder som medlemmer og endda finde nye partnere.

Blandt andet arbejder Cumedin med at etablere en ArtPlayer, hvor virksomheder kan abonnere på et ”diasshow”, hvor nye kunstværker vises på skift på en storskærm på gallerier, i lobbyer, receptioner og kantiner.

Samtidig arbejdes der på et etablere en ”print on demand” tjeneste, hvor kunderne kan printe kunstværker ud til eget brug.

 

Projektfakta
Titel: Cumedin
Tema: Kunst og kultur
Kontaktperson: Morten Kryger, info@cumedin.dk, telefon 72 42 10 10
Modtaget tilskud fra DDN: 500.000 kr.
Organisation: Cumedin ApS
Øvrige projektpartnere: Aalborg Kommune, Aalborg Erhvervsråd, Nordjyllands Amt, Aston Naviteam A/S, Battlefield A/S (tidligere Bjørnstrup & Abildgaard A/S)
Projektperiode: april 2002 – marts 2003
Hjemmeside: www.cumedin.dk  og www.artguidedenmark.dk

 

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter