Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Den Digitale Byggeproces

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Den digitale byggeproces

 

 

Følg hele byggeprocessen i 3D

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg

Der kan spares store penge på byggeomkostningerne, hvis byggeriets parter indfører 3D byggestyring via internettet. Det viser erfaringerne med projekt ”Den digitale byggeproces”. Men selv om teknologien er til stede – og der er udsigt til store besparelser – så er byggeriet endnu ikke helt klar til at tage de teknologiske muligheder til sig, har projektgruppen måttet erkende.

 

Baggrund

Hvordan forbedrer man kvaliteten af dansk byggeri, samtidig med at man optimerer produktiviteten? Det spørgsmål stillede virksomhederne bag projekt ”Den digitale byggeproces” sig selv. De var bekymrede over, at produktiviteten i dansk byggeri gennem de seneste 20-30 år var stagneret – og at der var meget, der tydede på, at vi generelt byggede dyrere i Danmark end i lande, vi normalt sammenligner os med. Danskerne fik simpelthen mindre for deres bygge-kroner.

Målet med projektet var derfor at udvikle og afprøve internettets muligheder for at lave effektiv byggestyring, samtidig med at alle parter i en byggesag ville få en væsentlig forbedret adgang til nødvendig information - blandt andet grafiske proces- og 3D-modeller af byggeriet.

De deltagende firmaer i projektet ville udvikle og afprøve de grafiske modeller i en til tre forsøgsprojekter. Erfaringerne med forsøgsprojekterne skulle danne baggrund for en rationalisering og effektivisering af arbejdsprocesserne og en forbedring af den eksterne kommunikation for de virksomheder, der deltog i de byggerier, som forsøgsprojekterne blev gennemført på.

Ambitionerne var høje: Man ville skabe en helt ny dansk industriel byggeskik – med nordjysk byggeri som lokomotiv.

 

Processen

”Den digitale byggeproces” kom langsomt fra start. Det viste sig nemlig at være meget vanskeligt at finde en velegnet større byggesag, som alle gruppens parter kunne gennemføre i fællesskab – og som kunne fungere som forsøgsbyggeri for udviklingsarbejdet.

Mens man søgte efter et egnet byggeri, var projektgruppen beskæftiget med metodeudvikling – og med de tekniske udfordringer i projektet. Metodeudviklingen skete blandt andet i samarbejde med forskere og studerende på Aalborg Universitet. Desuden arbejdede projektgruppen med en analyse og dokumentation af traditionelle projekterings- og planlægningsmetoder for de forskellige parter i en mindre byggesag, nemlig IT-huset i Hals.

Problemerne med at finde et eller flere byggerier, hvor man i fællesskab kunne afprøve IT-processtyring i praksis, førte ved juletid 2001 til, at den projektansvarlige organisation, Skanska, valgte at træde ud af projektet. I stedet fik man KPC-BYG med, og projektarbejdet blev reorganiseret.
Et år efter projektets start, i foråret 2002, lykkedes det endelig at finde et velegnet byggeri. Det var en ny kommuneskole i Hadsund, og den gik man nu i gang med at arbejde med.

Projektgruppen valgte nu at opbygge en ”nuværende procesmodel”. Den ”nuværende procesmodel” blev brugt til at udarbejde en prototype på et modelbaseret kvalitetsstyringssystem. Aalborg Universitet udarbejdede herefter en fyldig rapport med analyser, procesmodel og evalueringer.

Projektgruppen havde nu travlt med at indhente viden om den seneste udvikling af nye og intelligente modeller i udlandet. Det skete gennem et samarbejde med en række virksomheder i Sverige og Finland. Disse modeller blev afprøvet, sammen med et finsk it-firma, på byggeriet af et nyt DR-mediehus i Ørestaden, og erfaringerne herfra blev sammenfattet i en artikel. De viste kort og godt, at finnerne var foran  inden for 3D-modelbaseret processtyring i byggeriet. Men også svenskerne anvendte modelbaseret IT-byggestyring og havde gode erfaringer med det.

Projektgruppens viden kom også andre til gode: Med Byggeinformatik som initiativtager medvirkede ”Den digitale byggeproces” til gennemførelsen af en seminarrække om ”Intelligente modeller i byggeriet”, hvor erfaringerne herfra blev præsenteret.

Baseret på de indhentede metoder og it-værktøjer fra Finland udarbejdede gruppen i løbet af det sidste halvår 2003 en ”minidemonstrator” på internettet. Her kunne man demonstrere fordelene ved en digital byggeproces, hvor parterne opbygger og anvender en intelligent 3D-bygningsmodel som et integrerende grundlag for udbud, tilbud og produktion af et afsnit af den nye Hadsund skole.

 

Resultat

Projektgruppen nåede aldrig at høste praktiske erfaringer med brugen af de modeller, de havde udviklet i projektperioden. Vanskelighederne med at finde et egnet byggeri gjorde, at man blev så forsinket, at projektgruppen aldrig nåede at gennemføre et prøvebyggeri inden for projektperioden. Et sådan praktisk projekt kunne ellers have været udstillingsvindue i forhold til byggebranchen – først og fremmest i Nordjylland.

Alligevel blev projektet en succes på den måde, at man dels fik opbygget en procesmodel af den nuværende byggeproces, man fik indhentet viden om strategier, metoder og it-værktøjer til fremtidens byggeproces – og desuden fik projektgruppen udviklet en ”mini-demonstrator” af fremtidens 3D-bygningsmodelbaserede byggeproces. Med mini-demonstratoren kunne man vise, at 3D-byggestyring er en velfungerende og effektiv metode til integreret projektering og tilbudskalkulation, som danske rådgivere og entreprenører med fordel kan tage i anvendelse allerede i dag. Metoden er dokumenteret som en grafisk, web-baseret procesmodel, der virker som indgang til byggesagens aktiviteter og informationer.

Endelig havde projektgruppen været med til at udvikle et it-værktøj til integreret procesmodellering og dokumentstyring på internettet.

Den store viden om emnet, som projektgruppen samlede sammen under projektperioden, er blandt andet tilgængelig for andre interesserede som artikler eller på internettet - eksempelvis kan mini-demonstratoren opleves på www.qualibyg.dk, hvis man har et password.

 

Fremtiden

De deltagende virksomheder og institutioner i projektet har både under projektperioden og siden brugt erfaringerne fra ”Den digitale byggeproces” i forbindelse med en lang række andre projekter. Man har også, på Byggeinformatiks initiativ, etableret et forsknings- og udviklingsnetværk kaldet NIMB, Netværk for Modelbaseret Byggeri. NIMB tilbyder at hjælpe byggeriets virksomheder med at indføre og benytte bygnings- og produktmodeller. Målet med NIMB er at skabe en åben kompetenceklynge af forsknings- og undervisningsinstitutioner, virksomheder og brancheorganisationer, der udvikler og anvender it-modeller.

NIMB har fået iværksat to nye forsknings- og udviklingprojekter og holdt den 29. april 2004 en konference om det ene af disse, nemlig : "Produktkonfigurering i byggeriet"

Derudover udnyttes resultaterne fra  ”Den digitale byggeproces” af bl.a. Aalborg Universitet, AAU, på et projekt kaldet  "Sorthøj-projektet”. Her er nordjyske virksomheder nu i gang med at implementere 3D-modeller. 

 

Projektfakta
Titel: Den digitale byggeproces
Tema: IT-erhverv
Kontaktperson: Civilingeniør Jesper Vaupel, vaupel@tdcadsl.dk, telefon 35 43 27 55
Modtaget tilskud fra DDN: 1.139.891 kr.
Organisation: KPC-BYG
Øvrige projektpartnere: Boplan A/S, Region Nord, Kjeld Bjerg A/S, Byggeinformatik, QualiWare Aps, Carl Bro A/S, Aalborg Universitet, Institut for produktion
Projektperiode: april 2001 – december 2003

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter