Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Det Digitale Demokrati

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Det digitale Demokrati

 

 

IT som værktøj for demokratiet

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk

Kan informationsteknologi gøre demokratiet bedre? Kan computere, hjemmesider og internet puste nyt liv i den demokratiske proces og gøre op med borgernes opfattelse af, at der bliver længere og længere mellem deres hverdag og byrådssalen på rådhuset. Kan it sætte noget andet i stedet for den smuldrende tilslutning til partierne?

Hvor troen på informationsteknologien og dens muligheder gennem de sidste ti år på mange områder har været nærmest uden sprækker, har begejstringen været til at overskue, når det drejer sig om at bruge informationsteknologi som værktøj for demokratiet. Der var derfor få konkrete erfaringer med at skabe nyt liv i den kommunale, politiske debat ved hjælp af internettet, da Hals Kommune sammen med Aalborg Universitet og Sven Allan Jensen A/S iværksatte projektet Det digitale Demokrati.

 

Det digitale lokalsamfund

Ulsted, et af Hals Kommunes fem bysamfund, blev valgt til digital forsøgs­mark. Målet var at etablere nem og billig adgang til bredbånd, at få computere ud i de private hjem, at skabe åbne computermiljøer rundt i byen for eksempel på ældrecenteret, skolen, biblioteket, konfirmandstuen, boldklubben, ridehallen, sportshallen, ungdomsklubben og Brugsen og at skabe en byportal med information og kommunikation om Ulsted. En forening skulle afprøve de digitale muligheder i ­demokratiet i foreningen, mens andre satte it-kurser i gang rettet mod ældre og handicappede borgere. En IT-supporter sørgede for at ”holde borgerne i hånden” på den digitale færd. Alt sammen for at kickstarte det digitale liv i lokalsamfundet.

 

Den digitale skole

På Ulsted Skole blev lærerne sendt på kursus i det pædagogiske it-kørekort. Lærernes bibliotek og reservation af lokaler og AV-udstyr blev digitaliseret. Skolens hjemmeside skulle informere om skolens liv, og klasserne eksperimenterede med lektiebøger og kontaktbøger via internettet. Det var også tanken, at der hen ad vejen skulle etableres en decideret portal til kommunikationen mellem skolen, børnene og deres forældre, ligesom debatten og demokratiet i skolebestyrelsen skulle understøttes af internettet.

 

Den digitale kommune

Hals Kommune ville lægge forslag til ny kommuneplan ud til høring på internettet og give borgerne adgang til byrådets dagsordener, referater og bilag via kommunes hjemmeside. På det digitale gadekær, www.hals.dk, skulle chat og debat sætte skub i det politiske liv. Blandt andet tog projektet initiativ til debat om budget, byforskønnelse, trafiksikring og kommunalreform. Et andet del-projekt havde som mål at sætte gang i de unges engagement i kommunalpolitik.

 

Formålet

Ideen med Det digitale Demokrati var at engagere flere borgere i Hals Kommune i det lokale demokrati, og samtidig lære borgerne mere om computere og internet – og hvad det kan bruges til. Men tanken var også at skabe bedre dialog mellem borgerne, politikerne og den kommunale forvaltning.

Alt sammen for at høste praktiske erfaringer med at bruge informationsteknologi i de demokratiske processer i en kommune – erfaringer som andre kan lære af.

Undervejs ville uafhængige forskere undersøge, om borgernes holdning til demokratiet og informationsteknologi ændrede sig.

 

Processen

I foråret 2002 blev der etableret en række projektgrupper med deltagelse af aktive kræfter fra lokalsamfund og foreninger, politikere og embedsmænd fra kommunen og forskere fra universiteterne. Det lykkedes at få engageret stort set alle aktører i det lokale demokrati i det nye digitale projekt – lige fra Ulsted Boldklub over Ældre Sagen til de lokale oplysningsforbund.

I løbet af sommeren og efteråret blev der etableret såkaldte IT-øer med computere og bredbåndsforbindelse til internet, blandt andet i konfirmandstuen, ungdomsklubben og på biblioteket i Ulsted. Efter at have chattet med borgerne et par gange besluttede borgmesteren og formændene for udvalgene i Hals Kommune at have en fast træffetid en gang om måneden på internettet, hvor interesserede kunne diskutere online med dem. Interessen fra borgerne var dog forsvindende, og ideen blev opgivet efter tre måneder.

I efteråret 2003 blev en temadebat med samfundsforsker Johannes Andersen som oplægsholder om skolens fremtid skudt i gang – med debat på skolens hjemmeside, hvor kun forældre havde adgang til at diskutere. Kort efter åbnede projektet to infostandere i Brugsen og i Ulsted Hallens cafeteria. I oktober digitaliserede Hals Kommune mere end ti hyldemeter kommuneplan og lagde det ud på internettet med blandt andet dynamiske kort og 360 grader panoramaer.

Undervejs lykkedes det ikke som forventet at hjælpe borgerne til helt så billige computere som forudsat i planerne. Der blev derfor kun formidlet 200 i stedet for 700 computere – men mange borgere fandt andre og billigere løsninger.

Konferencesystemet til digital ungdomspolitik viste sig ikke at fungere tilfredsstillende, så i stedet blev der i samarbejde med et softwarefirma udviklet et nyt system. Undervejs var projektet også tvunget til at skifte softwaren ud til kommuneplanen. For at spare skiftede Hals Kommune Microsoft Office ud med Star Office på skolernes elevcomputere. Det gav store problemer for aftenskolen og Ældre Sagen, fordi de to officeprogrammer ikke er helt identiske, og undervisningen var forberedt til Microsoft Office.

 

Resultatet

Hals Kommune og borgerne i kommunen har høstet mange og nyttige erfaringer med it. Inden projektet begyndte, havde kun hver anden borger i kommunen adgang til internettet mod tre ud af fire i resten af landet. I dag er borgerne i kommunen kommet op på niveau med resten af landet.

Specielt borgerne i Ulsted er i dag langt bedre klædt på til at møde udfordringerne i fremtidens netværkssamfund. Projektet har i Ulsted, og andre steder i kommunen, via samarbejde på tværs af traditionelle skel, skabt et engagement, der rækker ud over it-forsøgene.

De vigtigste opgaver for projektet var at give borgerne viden om eksistensen af de digitale muligheder, adgang til dem og kendskab til hvor­dan de skal håndtere teknolo­gien. Ved at sætte flere del-projekter i gang samtidig opnåede projektet forholdsvis stor synlighed og synergieffekt blandt borgerne i kommunen ikke mindst i Ulsted, der var rammen om tre-fire af de syv del-projekter. Projektet erfarede også, at det var vigtigt at anvende flere medier: avisomtale, borgermøder, hjemmesider, husstandsomdelte løbe­sedler og mund-til-mund metoden, når de nye digitale muligheder skulle introduceres til borgerne. 

Der er skabt øget åbenhed i forvaltningen og den kommunalpolitiske debat har fået et digitalt supplement. Det digitale Demokrati har blandt andet fået endnu flere borgere end ellers til at interessere sig for den nye strukturreform, og hvad den kommer til at betyde for Hals Kommune.

De frivillige op­levede, at de gennem processen tilegnede sig flere af de kompetencer, der efterspørges i netværkssamfundet. De blev for eksempel bedre til at begå sig i en verden, der hurtigt forandrer sig.

For politikerne var det en stor udfordring at sende politiske spørgsmål ud i debat på et så tidligt trin i beslutnings­processen, at borgerne havde en reel mulighed for indflydelse. Det skal i øvrigt være klart for borgerne, hvilken indflydelse de har på de beslutningsprocesser, når de inviteres til at deltage i via internettet.

 

Fremtiden

Hjemmesiden www.ulstedby.dk er fortsat centrum for det digitale lokalsamfund.

En del af projekterne, som den digitale kommuneplan, billigt bredbånd, digital skole og de digitale debatsider kører videre i kommunalt regi, mens andre dele fortsætter i projektgrupper med frivillige. Blandt andet har styregruppen i Ulsted skaffet nye penge via EU og Landdistriktspuljen, der rækker frem til år 2007.

 

Projektfakta
Titel: Det digitale Demokrati
Tema: Digital forvaltning
Kontaktperson: Birgitte Paulsen, birgitte_p@privat.dk
Modtaget tilskud fra DDN: 5.500.000 kr.
Organisation: Hals Kommune
Øvrige projektpartnere: Aalborg Universitet, Svend Allan Jensens Tegnestue, WebHouse Aps
Projektperiode: oktober 2001 – december 2003
Hjemmeside: www.ulstedby.dk og www.hals.dk/ddd. Sidstnævnte flytter senere over på kommunens hjemmeside: www.halskom.dk

I øvrigt har forskere fra Aalborg Universitet fulgt Det digitale Demokrati. Resultatet kan ses på www.socsci.auc.dk/digdem.

 

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter