Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Det Digitale Handelskammer

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Det digitale handelskammer

 

 

Et af Danmarks ældste netværk går på nettet

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk

I dag er det både trendy og nyskabende at arbejde sammen i netværk, og evne til at danne netværk – både personlige og netværk mellem virksomheder – er blevet nævnt som en af de afgørende parametre, for at Danmark kan klare sig i den internationale konkurrence.

Men faktisk har Aalborg Industri og Handelskammer (AIH) arbejdet sammen som netværk i mere end 569 år. I dag har AIH cirka 750 medlemmer og er Danmarks største lokale erhvervsforening, der er repræsenteret i omkring 40 bestyrelser, udvalg og nævn i Aalborg området. Det var derfor en nærliggende tanke at supplere de mange hundrede års erfaringer og viden med at arbejde sammen over til et digitalt netværk. At føre århundreders netværksviden ind i det moderne netværkssamfund.

 

Formålet

Derfor var det overordnede formål at udvikle en internetportal, der kunne styrke dannelsen af netværk og samarbejdsrelationerne mellem virksomhederne i Nordjylland. Samtidig skulle portalen være et udstillingsvindue, så de nordjyske virksomheder får mulighed for at markedsføre sig overfor andre virksomheder i regionen – og udenfor Nordjylland.

Men portalen skulle også være et konkret værktøj med blandt andet en markedsplads, hvor medlemsvirksomhederne kan udstille deres varer og tjenesteydelser og ikke mindst gå sammen og byde på større entrepriser, opgaver eller offentlige udbud.

 

Processen

På det første møde i Aalborg Industri og Handelskammer deltog cirka hundrede medlemsvirksomheder, og der blev nedsat fem arbejdsgrupper, der skulle udforme kravspecifikation til de fem elementer i portalen: Udstillingsvindue, markedsplads, projektforum, offentlige udbud og øvrige informationer. Det færdige system består af:

1.             Marked, en handelsplatform, hvor virksomhederne kan tilbyde eller efterspørge varer og serviceydelser.

2.             Kontaktbørsen, hvor virksomheder og personer mødes på udkig efter nye forretningsmuligheder eller ideer.

3.             Udviklingsprojekter er et virtuelt mødested, hvor virksomheder kan tage initiativ til og gennemføre fælles udviklingsprojekter.

4.             Virksomhedsinformation, der i samarbejde med forlaget NN Erhverv giver detaljeret information om alle danske virksomheder.

5.             Medlemsnetværk med data over AIH’s medlemmer, formidler nyheder og viser kommende arrangementer samt debatforum.

 

Projektet blev gennemført med en forsinkelse på en måned. Undervejs har projektet analyseret opgaven, skrevet krav- og designspecifikation, udviklet designet, programmeret testet systemet. Portalen blev offentliggjort overfor medlemmerne af Aalborg Industri og Handelskammer den 23. januar 2004.

 

Resultatet

Det digitale, virtuelle netværk for Aalborg Industri og Handelskammer er udviklet efter planen og virker tilfredsstillende.

Men det er ikke muligt at vurdere, om projektet er en succes, før det er blevet taget i brug af medlemmerne. Den fase var ikke en del af selve projektet, og der står nu en større opgave tilbage med at udbrede kendskabet og fordelene til AIH’s medlemmer.

 

Fremtiden

Aalborg Industri og Handelskammer har taget portalen til sig og er begyndt en længerevarende proces for at motivere medlemmerne til at bruge de nye digitale muligheder. Der er planlagt at sætte en række initiativer i søen, der skal fremme kendskabet og brugen af portalen.

 

Projektfakta
Titel: Det digitale Handelskammer
Tema: IT-erhverv
Kontaktperson: Peter Balling, peter@dce-data.dk, telefon 96 34 67 89
Modtaget tilskud fra DDN: 2.600.000 kr.
Organisation: DCE A/S
Øvrige projektpartnere: Ebc Network, Logimatic Software A/S, Aalborg Industri og Handelskammer, Aalborg EU Kontor
Projektperiode: januar 2002 – december 2003
Hjemmeside: www.aih.dk

 

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter