Projektkonklusion - Eurotrans-north.com
Global digitalisering af shipping branchen
Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk Havne, toldmyndigheder, rederier og skibe sender hver dag helt uoverskuelige mængder af blanketter, faxer og beskeder til hinanden. Og selv om mange af de store rederier og havne har hver deres veludviklede it-systemer, findes der endnu ikke en fælles platform – en portal – hvor alt papirarbejdet kan erstattes af moderne informationsteknologi. Den portal ville Aalborg Havn forsøge at skabe for det nordlige Europa.
Formålet
I første omgang var det tanken at udvikle et færdigt it-system. En portal på internet hvor alle relevante parter i transportbranchen kan gå ind og elektronisk ordne de mange administrative opgaver. Systemet skulle fungere som en overbygning til de eksisterende it-systemer, som havne, toldmyndigheder, rederier, shippingfirmaer og andre parter bruger i forvejen. En slags fælles elektronisk kommunikationscentral.
Men det viste sig hurtigt at være alt for omfattende og dyrt til at kunne rummes inden for Det Digitale Nordjyllands rammer. I stedet valgte man koncentrere sig om at udvikle en kravspecifikation, som parterne derefter kunne forsøge at realisere i eget regi.
Det var tanken, at systemet skulle være uafhængigt af enkelte parter. Det skulle være et åbent, centralt og neutralt system, som skulle administreres af et nyt fælles selskab stiftet til formålet.
Processen
Projektet var betydelig mere kompliceret end forudset, så tidsplanen skred nogle gange undervejs. Men ikke mindst arbejdet med at organisere relevante samarbejdspartnere og medejere til portalen har taget længere tid end planlagt.
Konsortiet bestod under hele projektet af Aalborg Havn, Bjørnstrup & Abildgaard samt Aston IT Group. Indledningsvis samarbejdede konsortiet med Ove Wrist, Sonofon, Bluetags og Ernst & Young, men fokus skiftede undervejs til nye partnere, der har erfaring med it-systemer til logistik.
Derfor blev samarbejdet udvidet til danske Logimatic, svenske Tradevision, der har filial i Danmark, britiske Shipserv også med filial i Danmark, svenske Inport og norske Intershare. Dialogen med de oprindelige samarbejdspartnere er dog fortsat.
Det har været nødvendigt at udvikle en forretningsplan for portalen for at skaffe yderligere investorer. En opgave, som der er brugt mange kræfter på.
Inden projektet begyndte forventede man, at projektet selv skulle udvikle de nødvendige it-programmer, men forretningsplanen peger netop på, at det er nødvendigt at outsource udviklingen af de forskellige dele af systemet til eksterne it-logistikfirmaer som Tradevision, Logimatic, Shipserv, Inport og Intershare, hvis det skal lykkes.
Resultatet
Der er udviklet en forretningsplan, en beskrivelse af de funktioner som systemet skal opfylde (kravspecifikation) og en prototype, alle de dele som er forudsat i målsætningen. Samtidig er stort set alle relevante portaler til transportopgaver, der findes på verdensplan, blevet vurderet for at undersøge, hvordan Eurotrans-north.com kan finde sin egen position i markedet og for at sikre, at en fælles portal kan overleve på markedsvilkår.
Undervejs opdagede man, at der ikke er brug for at udvikle et decideret nyt system, men i højere grad om at sammenkoble og koordinere eksisterende systemer. At skabe en overbygning til eksisterende systemer.
Opgaven er derfor i højere grad at udvikle oversættelsesværktøjer mellem forskellige systemer og platforme baseret på det generelle udvekslingssprog, XML.
Medarbejderne hos Aalborg Havn og samarbejdspartnerne har erhvervet sig en solid forståelse for opgaven og god erfaring med formulering og udvikling af it-projekter.
Fremtiden
Siden projektet sluttede i 2002, har Aalborg Havn arbejdet intensivt på at skaffe investorer og på at få etableret et forpligtende samarbejde, der kan stille med de fornødne ressourcer til at skabe en virksomheder, der kan udvikle og drive en fælles elektronisk kommunikationscentral som fragt og transport som Eurotrans-north.com.
Det har været en svær opgave blandt andet, fordi det er sket samtidig med dotcomboblens sammenbrud og den deraf følgende afmatning i økonomi og manglende lyst til at investere i risikofyldte it-projekter.
Det lykkedes heller ikke, og projektet er opgivet indtil videre.
Men efter den store ambition er lukket ned, arbejder Aalborg Havn i stedet med et lokalt projekt, der ud fra de samme ideer og koncepter som Eurotrans-north.com digitaliserer dele af det administrative arbejde. Det forventes at gå i luften i 2004.
Projektfakta Titel: Eurotrans-north.com Tema: IT-erhverv Kontaktperson: Svend Christensen, sc@aalborghavn.dk, telefon 99 30 15 01 Modtaget tilskud fra DDN: 790.000 kr. Organisation: Aalborg Havn A/S Øvrige projektpartnere: Bjørnstrup & Abildgaard, Aston IT Group Projektperiode: marts 2001 – marts 2002
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |