Projektkonklusion
- Fra klasserum til projektrum med IKT
Flyttede undervisningen ud i virtuelle projektgrupper
Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
Projektorienteret undervisning egner sig fint til at blive flyttet ud i det virtuelle klasseværelse. Det er den erfaring, Aalborg Studenterkursus har gjort sig, efter at have været med i projekt ”Fra klasserum til projektrum med IKT”. I dag er it-baseret projektarbejde en naturlig del af studenterkurset – og blot en af mange pædagogiske arbejdsmetoder. Og man har endog taget skridtet fuldt ud og oprettet en særlig Flexklasse for de studerende på det to-årige studenterkursus, der gerne vil sidde og arbejde alene eller i grupper to dage om ugen – hjemme fra pc’en.
Baggrund
Da Det Digitale Nordjylland blev etableret, var fjernundervisning stadig et relativt nyt begreb, som uddannelsesinstitutionerne eksperimenterede med – med større eller mindre held. Men IKT-støttet fjernundervisning på heltid var der kun sparsomme erfaringer med. Derfor var det overordnede formål med projekt ”Fra klasserum til projektrum med IKT” at undersøge mulighederne for at bruge IKT, når man forandrede arbejds- og undervisningsformerne fra den traditionelle klasseundervisning til en mere projektorienteret undervisning.
Ud over at gøre sig erfaringer med projektstyringsprogrammet Radius og med det udvikle forskellige undervisningsforløb på Aalborg Studenterkursus ville man også sørge for efteruddannelse af lærerstaben, så de var klædt på til både at anvende den nye teknologi og til at arbejde med projektbaseret undervisning i praksis.
Desuden ville projektgruppen evaluere på effekten af fleksibelt tilrettelagt undervisning.
Processen
Efter en planlægningsfase, der forløb helt som planlagt, gik projektgruppen nu i gang med at gennemføre en bred efteruddannelse af studenterkursets lærere. Dels fik lærerne en indføring i mulighederne med projektorienteret undervisning, og dels lærte de at arbejde med Radius-programmet. De første lærere gik herefter i gang med at udvikle undervisningsforløb.
Men der var et alvorligt problem; det viste sig nemlig, at Radius som programmel var forældet og derfor ikke kunne integreres med fjernundervisningsprogrammet FirstClass, som man i forvejen arbejdede med på skolen. Firmaet bag Radius var selv godt klar over, at Radius ikke var kompatibelt med FirstClass – men man kunne desværre ikke love, hvornår der ville komme en opdateret version.
Projektgruppen gik nu i tænkeboks – og man blev enige om ikke at vente på, at Radius blev opdateret men i stedet selv give sig til at udvikle den nye software. Man udviklede derfor en række RAD-programmer (Rapid Application Developer), der var kompatible med FirstClass. Disse RAD-programmer gjorde det nu muligt at distribuere information på en enkel måde.
Ud over de RAD-programmer, man selv udviklede, anskaffede projektgruppen desuden RAD-programmet Projektbanken, der gjorde det muligt at samle projektbeskrivelser og projektresultater i een database.
De lærere, der havde siddet og arbejdet i Radius, måtte herefter til at konvertere deres arbejder til den nye software.
Nu var tiden kommet til at afprøve det udviklede materiale og rapportere deres erfaringer med det tilbage til Projektbanken. Som man kunne forudse, var det ikke alle projekter, der var lige vellykkede – og især viste det sig, at tekniske vanskeligheder helt kunne tage fokus fra det pædagogiske indhold i projekterne. Det var derfor især vigtigt, at lærerne fokuserede på indhold frem for på teknik – ikke mindst fordi det også var en stor omvæltning for lærerne at skulle indarbejde den nye, projektorienterede undervisningsform.
Da alle projekter var blevet testet, tog man på studenterkurset det næste skridt og prøvede at indarbejde materialet i en mere fleksibel undervisning. Her blandede man den kendte klasseundervisning med it-baseret undervisning – hvor de studerende enten var hjemme eller et andet sted, mens undervisningen blev gennemført.
I første omgang afprøvede man den nye undervisningsform på enkeltfagshold – men resultaterne var så positive, at man i 2003 oprettede en helt ny klasse, Flexklassen, hvor undervisningen dels foregik på skolen og dels i det virtuelle rum, hvor de studerende eksempelvis løste gruppeopgaver hjemme fra.
Mens projektet udviklede sig, skete der også udviklinger på softwaresiden. FirstClass havde nu fået integreret et præsentationsværktøj, og et nyt software, der var kompatibelt med FirstClass – HomePage Construction Kit – var et enkelt og brugbart værktøj til at præsentere resultater af et projektforløb på.
Projektet sluttede med, at projektgruppen inviterede regionens andre ungdomsuddannelser til et seminar, hvor man præsenterede resultatet af projektet. Seminaret, der fandt sted den 11. marts 2003, havde omkring 35 deltagere. Samtidig arbejdede Aalborg Universitet på en evalueringsrapport om integration af it i undervisningen, baseret på erfaringerne på Aalborg Studenterkursus’ Flexklasse.
Resultatet
Projektet opnåede, hvad man havde sat sig for, på trods af, at det programmel, man havde sat sin lid til, ikke viste sig at være funktionelt i praksis.
På Aalborg Studenterkursus fik man:
· Gennemført en omfattende efteruddannelse af lærerne, så de var klædt på til at arbejde med de nye pædagogiske udfordringer
· Udviklet nogle it-hjælpeprogrammer – som faktisk viste sig at være så gode, at også mange andre gymnasier i dag anvender dem. Bl.a. takket være samarbejde med projekt ”Pædagogisk anvendelse af IT i gymnasiet” er der i dag mere end 40.000 brugere, der har adgang til disse programmer.
· Man fik udviklet nye undervisningsformer omkring fleksibel undervisning, og især fik Aalborg Studenterkursus den nye Flexklasse
Netop Flexklassen blev evalueret af Aalborg Universitet. I rapportens konklusion står blandt andet: ”Der er ingen tvivl om, at kursisterne i Flexklassen er selvstændige, motiverede og målrettede og på alle måder i gear til at handle og gøre. Der er nok heller ikke tvivl om, at kursisterne er lidt bedre end gennemsnittet af kursister på denne type uddannelser.”
Fremtiden
Projektorienteret undervisning, hvor it indgår som et naturligt redskab i undervisningen, er i dag en del af hverdagen på Aalborg Studenterkursus. Også Flexklassen er blevet en succes og tilbydes også i år til nye elever på det to-årige studenterkursus.
I forbindelse med gymnasiereformen åbnes der sandsynligvis mulighed for, at op til 20 procent af undervisningen kan tilrettelægges som virtuel undervisning. På Aalborg Studenterkursus vil man derfor overveje, om skal søge Undervisningsministeriet om tilladelse til fortsat at have klasser med en højere procentdel af undervisningen tilrettelagt som virtuel undervisning - eller om man skal halvere antallet af ugentlige, virtuelle arbejdsdage.
Projektfakta Titel: Fra klasserum til projektrum med IKT Tema: Kompetence og Uddannelse Kontaktperson: Rektor Per Knudsen, pk@aalborg-stu.dk, telefon 96 31 22 22 Modtaget tilskud fra DDN: 775.000 kr. Organisation: Aalborg Studenterkursus Øvrige projektpartnere: Aalborg Universitet, Mikrograf A/S Projektperiode: februar 2001 – juli 2003 Ingen hjemmeside, men projektet er beskrevet på studenterkursets hjemmeside www.aalborgstudenterkursus.dk
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |