Projektkonklusion
- Intelligent produktion med dynamisk simulering
Simulerer virksomheds-udvikling på pc’en
Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
Et nyt produktionsanlæg til en virksomhed er en stor investering. Men nu kan virksomheden ”lege” med produktionanlægget på pc’en. Det sker i et simulerings-program, der minder om spillet SimTools. De kan prøve forskellige løsninger af i en simuleret model af virksomheden og finde frem til den bedste løsning, INDEN de stiller det nye anlæg op.
Formålet
Ideen med projektet er at udvikle nye metoder – og afprøve simuleringsværktøj - der kunne understøtte og udvikle såkaldt ”intelligent produktion” i seks små og mellemstore nordjyske virksomheder. ”Intelligent produktion” er kombinationen mellem den teknologi og de mennesker, der er i virksomheden
Processen
Projektpartnerne arbejder med et simuleringsværktøj, der hedder Enterprise Dynamics. Det er et program, der benytter sig af nogle af de samme måder at arbejde på, som vi kender fra spillet SimCity: Man opbygger eksempelvis en produktionslinje i programmet og kan nu - i det virtuelle rum - ”se”, om arbejdsprocessen er hensigtsmæssig.
Martin Gruppen, der er en af de seks virksomheder tilnyttet projektet, skal under projektet åbne en ny fuldautomatisk montagefabrik, Happy Factory. De har brugt dynamisk simulering til at se, om der vil opstå ”flaskehalse” i produktionen. Modellen bliver også brugt til at vise den kommende fabrik frem for bl.a. bestyrelse og medarbejdere. Også Larsen Danish Seafood arbejder med Enterprise Dynamics for at analysere og afprøve forskellige måder at opbygge produktionen på, så man sikrer en optimal produktion – inden den rent faktisk går i gang. Hos kontorstoleproducenten Rabami bliver simulering brugt i forbindelse med et produktionsprojekt, der mere end halverer den tid, det tager at producere et enkelt emne. Desuden skal virksomheden investere i et nyt intelligent transportsystem. Også det bliver testet og visualiseret i en simuleringsmodel først. Chips-producenten Estrella vil gerne have et fuldt overblik over hele produktionsprocessen fra den rå kartoffel ankommer, til de færdige chipsposer forlader fabrikken, så man sikre det mest effektive produktions-forløb. Det bruger man dynamisk simulering til. Også svejsemaskinefabrikken Migatronic vil effektivisere produktionen gennem at indføre et nyt system til produktion og montage. Det bliver afprøvet i Enterprise Dynamics først.
Og Limtræ Danmark i Hirtshals tager skridtet fuldt ud og bruger dynamisk simulering til at afprøve nye og mere effektive metoder til at bruge både maskiner, mandskab og materialer på.
Resultatet
Erfaringerne med projektet viser hurtigt, at der for virksomheden er en stor gevinst i at arbejde med dynamisk simulering. Et eksempel er Martin Gruppen: Frem for at opsætte en dyr produktionslinje for derefter at opdage, at der er ”flaskehalse”, uhensigtsmæssige arbejdsrutiner og så videre, kan hele processen afprøves virtuelt. Her kan man eksperimentere med ændringer og forbedringer, uden at det giver dyre produktionsstop. Og først når medarbejdere og ledelse sammen har fundet frem til den mest optimale produktionslinje – på pc’en – bliver den egentlige opbygning af produktionslinjen sat i gang.
Fremtiden
En række uddannelsesinstitutionerne – med Aalborg Universitet i spidsen - har taget projekt ”Intelligent produktion med dynamisk simulering” til sig og arbejder videre med dynamisk simuleringen som en del af undervisningen til blandt andet fremtidens ingeniører. Derfor har projektpartnerne store forventninger om, at dynamisk simulering i fremtiden vil blive et helt naturligt arbejdsredskab i en lang række processer.
Også virksomhederne er ved at tage systemet til sig. På Danish Crown har Markman Prosystem undervist virksomheden i at bruge Enterprise Dynamics i forbindelse med opbygningen af et nyt storslagteri i Horsens.
Markman Prosystem er desuden gået i partnerskab med softwareudvikleren, så de kan sælge systemer og løsninger i Danmark.
Projektfakta Titel: Intelligent produktion med dynamisk simulering Tema: IT-erhvervsudvikling Kontaktperson: Direktør Thomas Ulderup, Markman Prosystem A/S Modtaget tilskud fra DDN: 2.762.533 kr. Organisation: Markman Prosystem A/S Øvrige projektpartnere: Aalborg Universitet, Dansk Simuleringsforening, Incontrol Projektperiode: januar 2002 – september 2003
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |