Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Nordregionens virtuelle center for kompetenceudvikling

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Nordregionens Virtuelle Center for Kompetenceudvikling

 

 

Virtuel vidensdeling vanskelig i praksis

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg

Lærere og ledere på erhvervsskolerne har – lige som deres kolleger på de øvrige uddannelsesinstitutioner – behov for løbende at dygtiggøre sig. Men det kan være svært at finde tid til at komme på kursus. Og det er måske heller ikke altid, at der lige er et kursus, der opfylder de behov, man har her og nu. Det har projekt Nordregionens Virtuelle Center for Kompetenceudvikling fundet en løsning på: Virtuel vidensdeling. Spørgsmålet er så, hvor meget det nye virtuelle center vil blive brugt i fremtiden. Den økonomiske situation på skolerne gør nemlig, at man ikke længere er så interesseret i at dele ud af sin viden til ”konkurrenterne”.

 

Formålet

Efteruddannelse og kompetenceudvikling er dyrt for den enkelte erhvervsskole. Derfor er det vigtigt, at pengene bliver brugt helt rigtigt – at de kurser, der bliver tilbudt lærerne, stemmer meget nøje overens med de behov, som de har.

Derfor gik EUC Nord i foråret 2001 sammen med en række andre erhvervsskoler i Nordjyllands, Ringkøbing og Viborg amter og startede projekt Nordregionens Virtuelle Center for Kompetenceudvikling. Ideen var at oprette et virtuelt center. Dette center havde to formål: Dels skulle det have kortlagt og koordineret de behov, som de enkelte erhvervsskoler – og deres undervisere – havde. Og dels skulle det virtuelle center udbyde og gennemføre forskellige IT-baserede læringsaktiviteter – f.eks. erfaringsudveksling og kompetenceudvikling – for både ledere og medarbejdere på skolerne. Skolerne ønskede flere, bedre og billigere muligheder for kompetenceudvikling.

 

Processen

På forhånd satsede man på at udnytte de lærerkræfter, den viden og kompetence, der allerede var til stede rundt om på de ni erhvervsskoler, der var samlet i skolesamarbejdet Nordregionen. Ideen var altså at udnytte vidensdeling. Det forudsatte, at man på den enkelte skole fik sat ord på den viden, man gerne ville dele med kollegerne. Den første del af projektet, i foråret 2001, gik derfor med blandt andet at udvikle et system til dels at beskrive de kompetencer, den enkelte erhvervsskole lå inde med – og dels til at sætte ord på de kompetencer, som man manglede men gerne ville have.

I løbet af sensommeren og efteråret 2001 gik projektet i gang med at udvikle det IT-værktøj, der skulle koordinere informationer og aktiviteter i skolesamarbejdet – det virtuelle center.

Efter en testfase var det virtuelle center klar til driftfasen i sommeren 2002.

Medarbejdere og ledere på de ni skoler – i alt omkring 2.500 mennesker – blev spurgt om deres ønsker og behov inden for kompetenceudvikling, og erhvervsskolerne fik beskrevet deres udviklingsressourcer.

 

Resultatet

Det virtuelle kompetenceudviklingscenter blev etableret, som det var planen. Men efterfølgende blev det ikke helt den succes, man havde håbet på. Undervejs i projektfasen blev skolesamarbejdet i Nordregionen nemlig kraftig nedtonet. Man besluttede ikke at prioritere den fælles kompetenceudvikling så højt som hidtil – og det gjorde, at hele ideen bag projekt Nordregionens Virtuelle Center for Kompetenceudvikling i nogen grad grundstødte.

Årsagen var, ifølge projektledelsen, at erhvervsskolerne i netop de år oplevede økonomiske stramninger. Den enkelte erhvervsskole måtte ”rebe sejlene” og koncentrere sig om sin egen overlevelse. Det betød også, at erhvervsskoler, der før havde samarbejdet, nu i højere grad lå i konkurrence med hinanden. Og man var naturligvis mindre interesseret i at vidensdele med konkurrenterne.

 

Fremtiden

Fremtiden for Nordregionens Virtuelle Center for Kompetenceudvikling er uvis.

Men de erfaringer, som projektet gjorde i forhold til opbygning af et virtuelt kompetencecenter og indsamling af information omkring udviklingsbehov og kompetencer ligger i dag frit tilgængelig for såvel virksomheder som uddannelsesinstitutioner.

 

Projektfakta
Titel: Nordregionens Virtuelle Center for Kompetenceudvikling
Tema: Kompetence & Uddannelse
Kontaktperson: Organisationschef Kim Lynge Nielsen, EUC Nord, kln@eucnord.dk, telefon 96 23 37 04
Modtaget tilskud fra DDN: 1.361.125 kr.
Organisation: EUC Nord
Øvrige projektpartnere: Aalborg tekniske skole, Erhvervsskolerne i Aars, Skive tekniske skole, Struer Erhvervsskole, Teknisk Skole & Teknisk Gymnasium Thy-Mors, Holstebro tekniske skole samt EUC Midt Viborg
Projektperiode: marts 2001 – oktober 2003

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter