Projektkonklusion
- Nye læringsformer og IT-baseret undervisning
Differentieret efteruddannelse via it
Af Naia Bang / Texthuset Aalborg
Et it-undervisningssystem, hvor man både kan visitere kursister på efteruddannelse, så de får undervisning på det rette niveau, og hvor kursisterne selv løbende kan teste deres viden. Det var målet for projekt ”Nye læringsformer og IT-baseret undervisning”. Et gruppe interesserede, der skulle på efteruddannelse inden for hydraulik og styringsteknik på Erhvervsskolerne i Aars meldte sig som forsøgskaniner, og projektet lykkedes så godt, at undervisningssystemet i dag bruges fast på Erhvervsskolerne i Aars.
Baggrund
2001 var året, hvor en reform af voksen- og efteruddannelse skulle indarbejdes på uddannelsesinstitutionerne. På erhvervsskolerne i Aars havde man et ønske om at leve op til reformen gennem at udvikle et undervisningsværktøj, der kunne sikre større fleksibilitet i efteruddannelsen. Derfor gik man sammen med Metalindustriens Efteruddannelsesudvalg og Center for Menneskelige Ressourcer, Arbejdsmarkedsstyrelsen om at udvikle et multimedieværktøj – først og fremmest til brug i efteruddannelsen inden for hydraulik og styringsteknik.
Systemet skulle både være et redskab, der kunne hjælpe læreren med at afdække kursistens nuværende viden og dermed at visitere kursisten, så han eller hun fik undervisning på det niveau, der passede bedst til vedkommende. Man ville også gerne udvikle og afprøve hydrauliske multimedieprogrammer – og ved at flytte fokus fra læreren gøre kursisten mere ansvarlig for egen læring. Det betød også, at kursisterne skulle have mulighed for selv at vælge opgaver i kompendiet. I sidste ende skulle projektet klarlægge, om det var muligt at bruge Virtual Reality – altså visualisering – i undervisningen.
Processen
Man valgte fra starten at fokusere på ét bestemt kursus, nemlig ”Grundlæggende hydraulik”. Det kursus havde hidtil kørt som et konventionelt kursus med vekslede tavleundervisning og værkstedspraktik. På et orienteringsmøde for kommende deltagere på ”Grundlæggende hydraulik” meldte 10 kursister sig som interesserede deltagere i projektet.
I løbet af de næste to år skulle deltagerne igennem fem moduler. Inden hvert modul skulle de visiteres, og visiteringen skulle også hjælpe den enkelte deltager til at se, hvilke moduler han eller hun skulle igennem for at kunne bestå hele kurset.
De overordnede pædagogiske linjer i undervisningen blev aftalt fra starten. Nu skulle de it-mæssige rammer på plads. Oprindelig var tanken, at projektgruppen selv ville programmere hjemmesider med det nødvendige indhold. Men det viste sig alt for besværligt og tidskrævende. I stedet gik man i gang med at søge efter en velfungerende undervisningsplatform. Efter at have undersøgt mulighederne fandt projektgruppen frem til et helt nyudviklet stykke software, Microsoft Classserver. Herefter fulgte nogen tid med en delvis tilpasning af programmet – og med at holde kursus for deltagerne i at anvende det program, som man brugte til animationer.
Samtidig havde projektgruppen etableret samarbejde med Aalborg tekniske skoles mediegrafiker-linje, og en mediegrafiker var blevet udstationeret på Erhvervsskolerne i Aars for at hjælpe med at lave grafik og illustrationer.
I begyndelsen af 2002 gik projektgruppen i gang med udviklingen af indholdet. Det var vigtigt for projektgruppen, at den overordnede skabelon, som modulerne blev udviklet efter, ville være ensartet fra modul til modul. Undervisningsmaterialet skulle også både kunne bruges til undervisning på skolen og som netbaseret fjernundervisning. Tre af projektgruppens medlemmer arbejdede derfor i flere måneder på at udvikle modulerne og gøre det første klar til afprøvning. Det var det efter sommerferien, nogenlunde samtidig med at Microsoft lancerede en opdatering til Classserveren. Opdateringen fik skolens server til at gå ned, men efter lidt justeringer kom det atter op at køre.
Et andet element, som viste sig at kræve projektgruppens opmærksomhed, var udviklingen af den del af undervisningen, som ikke foregik på computeren – eksempelvis lærerens tavleundervisning. Det arbejdede man med i efteråret 2002, samtidig med at man videreudviklede på det it-baserede undervisningsmateriale.
Kursusmaterialet, som blev udviklet sideløbende med undervisningsindholdet, vakte interesse rundt om på Erhvervsskolerne i Aars, og det betød, at også andre lærere begyndte at ekspimerentere med at arbejde med Classserveren.
Resultatet
Det lykkedes at få udviklet et helt it-baseret undervisningssystem, som i dag anvendes – enten helt eller som delmoduler – på skolen. Desuden har Erhvervsskolerne i Aars fået en langt større viden og erfaring med computerbaseret formidling af undervisning generelt.
Det var oprindelig meningen, at der skulle udvikles flere kurser end hydraulik-kurset, men det måtte opgives inden for projektperioden på grund af tidnød.
På softwaresiden viste det sig at være lidt af en udfordring at arbejde med et helt nyudviklet system, Microsoft Classserver. Blandt andet havde systemet svært ved at håndtere de danske bogstaver æ, ø og å. Fordi systemet var så nyt, kendte Microsoft i Danmark intet til systemet og kunne derfor heller ikke hjælpe, når projektgruppen stødte på problemer.
Trods problemerne med softwaren har projektgruppen dog været glad for valget af undervisningsplatform.
Fremtiden
I dag har mere end 30 kursister gennemført det netbaserede hydraulikkursus. Erhvervsskolen har registreret både større motivation og en større indlæringsdybde hos de kursister, der anvender systemet. I dag anvendes det netbaserede undervisningssystem i HTX afdelingen. Det har ikke været muligt for skolen at skaffe økonomiske resurser til videreudvikling eller fortsættelse af projektet. Markedsføring og information om projektet og DDN vil fortsat være ved konferencer og messer.
Projektfakta Titel: Nye læringsformer og IT-baseret undervisning Tema: Kompetence og Uddannelse Kontaktperson: Afdelingsleder Kaj Holmegaard, kh@esaars.dk, telefon 96 98 10 00 Modtaget tilskud fra DDN: 1.024.826 kr. Organisation: Erhvervsskolerne i Aars Øvrige projektpartnere: Metalindustriens Efteruddannelsesudvalg, Center for Menneskelige Ressourcer, Arbejdsmarkedsstyrelsen Projektperiode: maj 2001 – maj 2003
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |