Projektkonklusion
- PC-kunst i folkeskolen
Svært at få computeren ind i formningslokalerne
Af Malene Grouleff for Texthuset Aalborg
Skolebørn, der ellers går i en lang bue uden om computeren, kan få mod på at bruge den, hvis de bliver opfordret til at skabe kunst på skærmen. Det var håbet i projekt PC-kunst i folkeskolen. Desværre viste det sig, at billedkunstlærerne på folkeskolerne blev en forhindring for at i praksis at realisere projektet og opfylde målsætningen. Projektet har dog haft den effekt, at mange skoler i Nordjylland begyndte at diskutere, hvordan computere skal bruges i de kreative fag.
Baggrund
Allerede i dag kan det både i fritiden og på jobbet være et stort handicap, hvis man ikke behersker en pc. Derfor støttede Det Digitale Nordjylland et projekt, der tog fat på at forebygge, at eleverne i de nordjyske folkeskoler blev delt i it-mæssigt A-hold og B-hold. Alle elever skulle lære at færdes hjemmevant i computerens verden.
Projektet skulle nå ud til minimum 75 procent af skolerne for at gøre en reel forskel, vurderede projektteamet. Det ville sige, at 150 skoler skulle deltage og inddrage pc’en i det, eleverne arbejder med i formningslokalet.
Det skulle ikke handle om at bruge regneark og tekstbehandling på skærmen, men om at eksperimentere og skabe nye kunstneriske udtryksformer. Planen var også, at der skulle laves en konkurrence om pc-kunst mellem skolerne i Nordjyllands Amt.
Processen
Tre aktører med hver sine styrker gik sammen om at realisere projektet. Det var pengeinstituttet Spar Nord Bank, computerproducenten Fujitsu Siemens og foreningen Skole og Samfund.
De organiserede en informationskampagne målrettet skolerne og skoleinspektørerne, som modtog skrivelser, løbesedler og plakater. Der blev også lavet en hjemmeside til formålet Lokalpolitikerne fik også et brev om projektet, så de kunne bakke op om det på deres kommunes skoler.
To gange i løbet af projektperioden arrangerede aktørerne konferencer, som skulle give skolelærerne inspiration til at komme i gang med pc-kunst i folkeskolen. Der blev gjort meget ud af at skabe kvalificeret indhold i konferencerne.
Konkurrencen om pc-kunst blev ikke afholdt på grund af manglende deltagelse i projektet fra skolernes side.
Resultatet
Det lykkedes generelt ikke skabe den udvikling på skolerne, som projektgruppen havde sat sig for. Trods en ukuelig og målrettet indsats, strandede den på, folkeskolelærerne i faget billedkunst ikke var interesserede i at bakke op om idéen. Kun få skoler valgte at deltage i konferencerne om pc-kunst. Hjemmesiden blev lukket ned og er ikke længere er tilgængelig. Projektet har vist, at der endnu ikke bliver arbejdet med pc i kreative fag i de nordjyske folkeskoler.
En positiv effekt af projektet er, at der er blevet skabt gode og velfungerende netværk, som kan gavne udviklingen af Nordjylland.
Fremtiden
Projektgruppen har gjort en erfaring, som kan være værdifuld i fremtidige projekter. Nemlig hvor vigtigt det er, at man i starten laver en grundig risikoanalyse, så det står klart, hvor stopklodserne i et projekt kan være og hvor store de er.
Projektfakta Titel: PC-kunst i folkeskolen Tema: Kompetence og Uddannelse Kontaktperson: Centerdirektør Jørn Rytter, jry@sparnord.dk, telefon 96 96 19 60 Modtaget tilskud fra DDN: 108.667 kr. Organisation: Spar Nord Bank A/S Øvrige projektpartnere: Fujitsu Siemens Danmark, Skole og Samfund Projektperiode: marts 2001 – december 2003
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |