Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion PMBS

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Personlige Mobile Bredbånds Services (PMBS)

 

 

Bærbart internet i sofaen og hængekøjen

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk

”What's in it for me?” – eller ”hvad nytte er det til?” Det er det eneste spørgsmål, forbrugeren stiller sig selv, hver gang han eller hun får øje på en ny teknologisk dims i elektronikforretningen. Og det er præcis det spørgsmål, som alverdens teknikproducenter og leverandører af nyheder, spil, film og musik ønsker at kende svaret på: Hvad vil forbrugerne have – og hvad vil de betale for?

 

Formålet

Projekt Personlige Mobile Bredbånds Services (PMBS) havde lige præcis til hensigt at svare på det spørgsmål: Kan kunderne bruge en lille bærbar computer, der er permanent opkoblet til internettet – og hvad er de interesserede i at bruge dimsen til?

Derfor inviterede projektet to grupper til at prøve to forskellige bærbare computere af i fire måneder. 50 nordjyske familier testede en computer med lille skærm på størrelse med en bog, som man kan styre ved at trykke på skærmen med en finger. Og 50 andre enkeltpersoner fik mulighed for at prøve en lommecomputer, en såkaldt Personal Digital Assistent (PDA), der er noget mindre, så den kan være i en lomme. Også PDA'en har en trykfølsom skærm, som man styrer ved at trykke på den med en lille pen.

Fælles for begge projekter var, at de var koblet op til internettet – og til en række specialdesignede tjenester som for eksempel lokale nyheder, sport, vejrudsigt, madopskrifter, telefonbog, vejviser, tv-guide, oversigter over butikker og biografer, trafikmeldinger, arrangementskalender og e-mail. Den største familieenhed kunne kun bruges i hjemmet, fordi den var koblet op via et lokalt trådløst netværk med en rækkevidde på cirka 30 meter. Den mindre PDA var koblet op til datatransmission via mobilnettet og kunne derfor bruges alle steder – til gengæld var transmissionen langsommere.

Det var hensigten at undersøge både de tekniske og menneskelige muligheder og barrierer. Teknisk set var det opgaven at teste de forskellige håndholdte computere og de trådløse netværks muligheder for at levere nyttige bredbåndstjenester. Der skulle blandt andet eksperimenteres med forskellige muligheder for at tilpasse hjemmesider fra internettet til de små skærme – og de forskellige trådløse netværks muligheder for at kommunikere indbyrdes.

Men tanken var i høj grad også at finde ud af, hvad folk har brug for, og hvad de vil betale for. Som projektleder Alf Præstegaard på et tidspunkt har formuleret det: »Succes er, hvis vi får klare og utvetydige testresultater. Uanset hvilke.«

 

Processen

Projektet blev forsinket, fordi leverandøren ikke kunne skaffe de nødvendige håndholdte computere i tilstrækkeligt antal og med fungerende opkobling til internettet. Tanken var i særdeleshed at teste nytten af fremtidens lommecomputere, men det viste sig vanskeligt at skaffe det isenkram,som  producenterne præsenterer på messer og i pressemeddelelser. Selv i de beskedne mængder, som der var brug for.

Da teknikken så kom, fik projektet voldsomt travlt med at få netværksforbindelser, servere og software til at fungere sammen. Det var derfor nødvendigt at skære nogle af de planlagte tjenester fra for at nå det til tiden.

Samtidig blev de første systemer til mikrobetaling lanceret i Danmark, derfor blev den del trukket ud af projektet. Det gav ikke mening at eksperimentere med noget, som er i drift i større målestok andre steder. I stedet valgte man at spørge testbrugerne om, hvad de ville betale for.

 

Resultatet

Selv om teknikken fungerede, og begge grupper med hver deres type lommecomputere prøvede at bruge tingene i hverdagen, er konklusionen klar:

Teknologien er endnu ikke moden, og brugerne har ikke behov for den type produkter og tjenester. Men det særlige ved dette projekt er, at selv om projektet er stoppet, har de teknologier, som er udviklet, skabt helt nye produkter, som i dag er meget tydelige i den nordjyske hvervdag.

Der er også høstet en lang række detaljerede informationer om, hvad kunderne er mest interesseret i – og hvad de ikke ofrer opmærksomhed overhovedet. Og der er gode erfaringer med at få flere virksomheder til at samarbejde om at udvikle indhold og teknik til en fælles platform, ligesom der er nyttig viden om, hvor simpel brugergrænsefladen skal være.

 

Fremtiden

Som helhed vil projektet ikke blive videreført, men blandt andre Sonofon har erhvervet viden om teknologi og kundernes behov, der kan drages nytte af i andre sammenhænge.

Også AM production høstede nogle erfaringer, som de i høj grad bruger i dag. For at kunne levere nyheder fra forskellige medier ud til de to små enheder, måtte man udvikle nogle nye softwareprodukter. De ideer som her blev skabt er i dag kerneteknologier i henholdsvis gratisavisen 10 Minutter, der uddeles i Aalborg og TV-kanalen 24 Nordjyske.

 

Projektfakta
Titel: Personlige Mobile Bredbånds Services (PMBS)
Tema: IT-infrastruktur
Kontaktperson: Alf Præstegaard, apd@sonofon.dk, telefon 72 12 72 27
Modtaget tilskud fra DDN: 2.200.000 kr.
Organisation: Sonofon
Øvrige projektpartnere: Aalborg TVR og AM Production
Projektperiode: februar 2001 – februar 2002

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter