Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Synshandicap i Det Digitale Nordjylland

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Synshandicap i Det digitale Nordjylland

 

 

Internettet – et værktøj til blinde og svagtseende

 

Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk

Dansk Blindesamfund og Synsinstituttet under Nordjyllands Amt har i samarbejde udviklet to portaler på internettet, hvor synshandicappede, blinde samt deres familie og medhjælpere kan udveksle erfaringer og komme i kontakt med hinanden – og med myndighederne.

 

Internettet er først og fremmest et visuelt medie baseret på tekst og billeder. Men det er faktisk et nyttigt – nærmest indlysende – redskab for blinde eller folk med synshandicap. Der findes forskellige værktøjer med enten store skærme og programmer, der kan forstørre teksten, så synshæmmede kan læse den – og blinde kan få læst hjemmesider op med syntetisk tale.

Men internettet er også et nærliggende redskab i hænderne på medhjælpere og andre professionelle medarbejdere som for eksempel lærere, pædagoger, sagsbehandlere, hjemmeplejere og mange flere, når de skal udveksle erfaringer og lære mere om at hjælpe blinde og synshandicappede. Samtidig kan også pårørende få hjælp og vejledning via hjemmesiden.

Visuelt eller ej. Med internettet har synshandicappede og blinde et godt værktøj i hænderne.

 

Formålet

Tanken var at etablere en portal for synshandicappede, medhjælpere og pårørende. Her skulle blandt andet være kalender over aktiviteter for synshandicappede og en elektronisk brevkasse, hvor handicappede og deres pårørende kan få svar på både personlige og generelle spørgsmål. De personlige spørgsmål skulle besvares direkte af faglige medarbejdere på Synsinstituttet i Nordjylland, men de mere generelle spørgsmål kan også have relevans for andre, så de skulle lægges ud på hjemmesiden.

Samtidig skulle der skabes et forum på internettet for blinde og synshandicappede. Der skulle være en netavis med nyheder rettet specielt mod folk med det handicap, synshandicappede kan chatte med hinanden og der skal også eksperimenteres med såkaldte talk-rooms i lighed med mødestedet på telefonen, altså lydchat hvor flere parter med hovedtelefoner og mikrofon taler sammen over internettet.

Også onlinespil for synshandicappede blev overvejet.

Ideen var også at bruge hjemmesiden til fjernundervisning af professionelle, hvor fagfolkene på Synsinstituttet ved hjælp af videokonferencer kunne undervise blandt andre lærere, pædagoger, sagsbehandlere og hjemmeplejere i at omgås, undervise og hjælpe synshandicappede.

Det var også tanken, at Synsinstituttets konsulenter kunne bruge videokonferencer til at vejlede synshandicappede og pårørende på samme måde, som når de møder til Synsinstituttets Åbent-hus tilbud.

Men videokonferencer behøver ikke bare være mellem to parter. Mediet skulle også kunne bruges til at afholde konferencer over internettet mellem Synsinstituttets fagfolk og deres kolleger i Danmark og i udlandet.

 

Processen

Det lykkedes uden nævneværdige problemer at få etableret portaler på hjemmesiderne www.synsinstituttet.dk og www.netkreds.dk. Planerne om at producere instruktionsvideoer og lægge dem ud på hjemmesiderne gik også efter planen. Blandt andet blev instruktionsvideoerne ”Ledsageteknik” og ”Synet hos ældre” produceret sammen med skriftligt informations- og kursusmateriale og lagt ud på hjemmesiden.

Der blev undervejs eksperimenteret med videokonferencer via internettet, men resultaterne var ikke brugbare. Det lykkedes dog at indkøbe udstyr til videokonference indenfor budgettet, og Synsinstituttet vil efter projektets udløb arbejde videre med at få videokonferencer til at fungere. I den forbindelse blev der etableret et samarbejde med et andet fyrtårnsprojket, Ansigt til Ansigt, der arbejder med de samme udfordringer.

Forsøgene med at integrere lydchat – altså samtale på internettet – forløb heller ikke tilfredsstillende. Det testede program kunne ikke tilfredsstille kravene, og det blev for dyrt med andre løsninger. I stedet blev der i forbindelse med ” Mødestedet for synshandicappede” oprettet skrivechat.

 

Resultatet

Projektet har givet Synsinstituttet og Dansk Blindesamfund tidssvarende hjemmesider baseret på et velfungerende Content Management System (CMS), ligesom begge institutioner har erhvervet sig erfaring, viden og udstyr til fortsat at videreudvikle sin service på internettet.

Målene med videokonferencer og lydchat blev ikke nået, ligesom projektet ikke nåede at gøre de store erfaringer med ”Mødetstedet for synshandicappede”. Men der arbejdes videre med de nævnte elementer, dog er arbejdet med lydchat skrinlagt indtil videre.

Målet er fortsat, at Synsinstituttet og Dansk Blindesamfund tilbyder information, undervisning og mødevirksomhed via internettet.

Synsinstituttets hjemmeside fik en scoring på fire ud fem mulige i Videnskabsministeriet årlige undersøgelse af offentlige hjemmesider.  Siden scorede højt i kategorierne ”tilgængelighed” og ”formidling”, mens svagheden var ”åbenhed.” Der arbejdes nu på at gøre hjemmesiden mere ”åben.”

I projektperioden har www.synsinstituttet.dk haft 2.450 unikke besøgende og www.netkreds.dk har haft 1.269 unikke besøgende.

 

Fremtiden

Portalen og begge hjemmesiderne føres videre i regi af Synsinstituttet og Dansk Blindesamfund, hvor Synsinstituttet står for driften af serveren og dækker abonnementet til leverandøren af CMS-systemet.

Som nævnt arbejdes der fortsat med at etablere videokonference og generel udbygning og ajourføring af indholdet i portalerne.

 

Projektfakta
Titel: Synshandicap i Det digitale Nordjylland
Tema: Kompetence og uddannelse
Kontaktperson: Anker Bruun Jensen, abje@synsinst.nja.dk, telefon 96 34 24 34
Modtaget tilskud fra DDN: 462.000 kr.
Organisation: Synsinstituttet, Nordjyllands Amt
Øvrige projektpartnere: Dansk Blindesamfund kreds 21 og 22
Projektperiode: marts 2001 – december 2003
Hjemmeside: www.synsinstituttet.dk

 

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter