Projektkonklusion
- Transport- og logistikløsninger til e-Handel
Web er vejen til vognmanden
Af Claus Thorhauge, www.clausthorhauge.dk
Hver anden lastbil på de danske landeveje kører rundt uden last.
Tom.
Det er naturligvis både dyrt og irrationelt.
Samtidig er danskerne i stigende grad begyndt at handle på internettet. Det elektroniske postordresalg skaber et nyt marked for transport af varer fra virksomheder til kunden, fordi fysiske varer som for eksempel møbler, computere og haveredskaber kan naturligvis ikke sendes hjem gennem internetkablerne.
Men med en fælles hjemmeside kan kunder og vognmænd hurtigt og finde hinanden, så lastbilerne udnyttes bedre. Og e-handelsportaler og forbrugere kan nemmere og billigere finde en transport, der kan bringe varer, der er købt på internettet, direkte til gadedøren.
Det er tanken bag fyrtårnsprojektet www.transonline.dk.
Formålet
Ideen var at udvikle en organisation og en hjemmeside på internettet, der kan forbinde forbrugere og e-handelsportaler med det uundværlige mellemled: Transporten. Den fælles hjemmeside på internettet skulle samtidig skabe et virtuelt forum for vognmændene, så lastbilerne på vejene bliver udnyttet bedre. Det forbedrer miljøet og sparer penge.
Samtidig har det også været hensigten at hjælpe de medvirkende vognmandsfirmaer til at få bedre viden om computere og internet, etablere en it-politik og få bedre it-systemer. Det har også været afgørende at lære medarbejderne mere om at bruge computere og internet.
Målet var, at 25 til 50 nordjyske vognmænd skulle melde sig til systemet.
Processen
Den største udfordring har ikke været selve hjemmesiden og det tekniske. I stedet har en stor del af kræfterne været brugt på at lære vognmænd og e-handelsvirksomheder at anvende systemet. I det daglige arbejde i vognmandsbranchen har computere og internet ikke været et naturlig element, men det har projektet ændret afgørende på.
Undervejs er de planlagte undervisningsforløb og modulet med fjernundervisning blevet opgivet, fordi systemet har vist sig at være så nemt at forstå og bruge, at det ikke har været nødvendigt. De indbyggede hjælpefunktioner har vist sig at være tilstrækkelige.
Der er derfor været en del omposteringer på budgettet. Men samlet set er prisen blevet det samme som planlagt.
En af de oprindelige vognmænd forlod projektet, men det har ikke haft afgørende betydning.
Resultatet
Der er udviklet en tjeneste på internet, www.transonline.dk, som er testet igennem og nu kører i fuld drift.
Da projektet sluttede, havde 1.125 vognmænd fra hele landet meldt sig til www.transonline.dk. I første kvartal 2003 havde hjemmesiden 353.000 hits og mere end tusind forespørgsler om ugen.
De deltagende virksomheder deres medarbejdere er kommet godt med på it-området. Samtidig har projektet de deltagende vognmænd og medarbejdere fået en langt større indsigt og skubbet til den personlige udvikling.
Fremtiden
Vognmændene har etableret en organisation, der sikrer videreførelse af tjenesten på www.transonline.dk. Som det fremgår af resultaterne er hovedparten af danske vognmænd nu tilmeldt Transonline og tjenesten fortsætter efter selve fyrtårnsprojektet nu er slut.
Projektfakta Titel: Transport- og logistikløsninger til ehandel Tema: IT-erhverv Kontaktperson: Peter Sørig, ps@transonline.dk, telefon 98 42 68 55 Modtaget tilskud fra DDN: 704.000 kr. Organisation: Peter Sørig Erhvervsrenovation Øvrige projektpartnere: LH Comlog A/S, AMU-Center Aalborg, Fa. Kurt Larsen, Karl Kristensen A/S, Niels Pedersen og Sønner, Continent Transport ApS, Brdr. Overgaard Transport Projektperiode: februar 2001 – juni 2003 Hjemmeside: www.transonline.dk
Projektbeskrivelse
Liste over projektkonklusioner
Printervenlig version |