Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion Vækstcenter Nord

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Vækstcenter Nord

 

 

Silo-con Valley i Hjørring

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg

Et kreativt og dynamisk miljø i lækre fysiske rammer for fremadstormende virksomheder med fokus på optimal it-anvendelse. Og for de, der arbejdede på at blive det. Det var, hvad projektgruppen bag Vækstcenter Nordhåbede på, da man i begyndelsen af 2001 gik i gang med det ambitiøse projekt. I dag har Hjørring fået et udviklingscenter, der i høj grad også står som et fysisk vartegn for byen i hjertet af Vendsyssel. Det går dog ikke helt så hurtigt med at få fyldt lokalerne alene med iværksættere, som man havde håbet.

 

Baggrund

I Hjørring havde erhvervsrådet og andre i nogen tid diskuteret mulighederne for at få etableret et iværksætterhus. Og da man samtidig arbejdede med forskellige modeller for, hvordan man kunne sætte mere skub på informationsteknologien , valgte man at slå de to drømme sammen til én. Således blev projekt Vækstcenter Nord en realitet.

I projektbeskrivelsen til Det Digitale Nordjylland stod blandt andet: ” Det overordnede formål med Vækstcenter Nord er at udbygge og videreudvikle regionen til at få en førende position i det danske it-vækstmiljø. Forslaget er at oprette en internationalt orienteret udviklingskuvøse, der kan tiltrække små og mellemstore virksomheder, der vil arbejde på "forkanten" af it-udviklingen. Centret tilbyder et innovationsmiljø med screening af idéer og formidling af forprojekt- og venturekapital. Vækstcenter Nord vil endvidere være platform for it-baseret videreudvikling af eksisterende virksomheder i tæt samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner og Aalborg Universitet.”

I praksis skulle centret være et udviklingscenter med fokus på fremme af it-anvendelsen i bred forstand, og projektledelsen havde allerede da kastet blikket på et tidligere industriområde med blandt andet en nu tom kornsilo i Hjørrings vestlige bydel.

 

Processen

Tilskuddet fra Det Digitale Nordjylland – og en underskudsgaranti fra Hjørring Kommune – gjorde det muligt at sætte projektet i gang. Den erhvervsdrivende Fond Vækstcenter Nord blev etableret med Hjørring Erhvervskontor i en praktisk tovholderfunktion via en managementaftale.

I første omgang flyttede Vækstcenter Nord ind i lejede lokaler hos Miljøcenter Vendsyssel på Åstrupvej i Hjørring, og skønt håndværkerne stadig gik og gjorde lokaler i stand, flyttede de første iværksættere med ind. En af virksomhederne voksede så hurtigt, at den hurtigt herefter måtte flytte ud igen. Men godt tre måneder inde i projektperioden rummede vækstcentret tre virksomheder: En producent af hjemmesider, en journalist, der havde etableret en it-baseret ugeavis, samt et lille reklamebureau. Og flere havde vist interesse for at flytte ind i centret.

Projektgruppen ansatte to medarbejdere til at stå for den daglige drift; en sekretær og en konsulent, og mens man stadig ikke var helt på plads i de lejede lokaler, arbejdede projektgruppen på højtryk for at skaffe finansiering til det endelige projekt, der gerne skulle ligge på samme vej, men et par hundrede meter tættere på byen. Man havde regnet ud, at projektet ville koste i omegnen af 15 millioner kroner. Hjørring Kommunes underskudsgaranti, i alt 1,8 millioner kroner, skulle blot være til sikring af driften de første tre år, så der skulle skaffes penge til anlægsfinansieringen.

Det lykkedes, og den 30. november 2001 kunne borgmester Bent Brown, Hjørring Kommune tage det første spadestik til det, der skulle blive en gennemgribende renovering og ombygning af den gamle kornsilo på Åstrupvej. Når det, efter planen, skulle stå færdig omkring et år senere, ville Vækstcenter Nord kommer til at råde over i alt 1.569 m2 kontorer i forskellige størrelser med tilknyttede fællesfaciliteter. 

Hen over vinteren og foråret 2002 flyttede nye virksomheder ind hos Vækstcenter Nord på Åstrupvej 53, mens ombygningen af kornsiloen på Åstrupvej 10 skred planmæssigt fremad.

I sensommeren 2002 flyttede endnu en iværksætter ind, og den 20. august kunne man fejre rejsegilde. Kornsiloen nu synligt under forandring – blandt andet var der blevet skåret ud til vinduer op til niende etage.

Tidsplanen holdt, og den 20. december flyttede Vækstcenter Nord ind i sit nye, blivende domicil i den tidligere kornsilo. Den 21. marts 2003 var der reception og officiel åbning, og dagen efter – den 22. marts - holdt man Åbent Hus, så virksomheder borgere og andre interesserede kunne komme ind og se de nye lokaler. Det var der mange, der benyttede sig af – omkring 1.000 besøgte vækstcentret i de tre timer, man have åbent.

Resten af projektperioden forløb som planlagt med markedsføringsaktiviteter, nye iværksættere i vækstcentret – og en løbende udvidelse og opdatering af hjemmesiden, www.vcn.dk.

 

Resultatet

Vækstcenter Nord blev i høj grad realiseret, og det lykkedes til overflod at få et udviklingscenter med mange flere kvadratmeter under tag, end man fra starten havde drømt om. Det store antal kvadratmeter, mere end 1.500, er medvirkende årsag til at det ikke lykkedes for projektgruppen at opfylde ambitionen om, at 90 procent af pladsen skulle være udlejet ved projektet afslutning. Den 31. december var 60 procent af pladsen udlejet - hvilket reelt var flottere end forventet, da ansøgningen til DDN blev afsendt. I projektansøgningen var der beskrevet et center på kun 800 kvadratmeter, og simpel hovedregning kan hurtigt vise, at 60 procent af 1500 kvadratmeter er mere end 90 procent af 800 kvadratmeter!

Dog skal det siges, at timingen med satsning på den snævre it-målgruppe var uheldig. IT-boblen der brast, 11. september og aktiekursernes fald var ikke den bedste cocktail for fremme af lysten til at starte virksomhed med fokus på it. Det har derfor været nødvendigt at revurdere målgruppen for centret. Det er fortsat ambitionen at have fokus på optimal it-anvendelse, men centret tilbyder sig nu til en bred skare af iværksættere og mindre virksomheder.

Det var desuden planen at etablere et samarbejde med NOVI, der indebar fysisk etablering af en afdeling af NOVI i Vækstcenter Nord. Det lykkedes ikke, da NOVI ændrede strategi på dette felt, men til gengæld kan Vækstcenter Nord, i kraft af erhvervskontorets tilstedeværelse i centret, formidle kontakt til såvel NOVI som Teknologisk Institut m.fl., når det drejer sig om innovative virksomhedsprojekter.

 

Fremtiden

Vækstcenter Nord drives videre af Den Erhvervsdrivende Fold Vækstcenter Nord, og centret er nu gået ind i sit andet år i sit nye domicil. Nogle virksomheder er flyttet ud for at stå på egne ben, andre er stoppet, fordi ideen ikke holdt i det lange løb – og nye iværksættere er kommet til.

Centret er under konstant udvikling, og som noget helt nyt har Vækstcenter Nord udvidet sit koncept med yderligere tre tiltag: ”Arbejdsplads til Leje” i centrets Vækstrum, ”Servicecenter til Leje” og ”Serverrum til Leje”.

”Arbejdsplads til Leje”-konceptet er et nøglefærdigt indrettet lokale, hvor virksomheder eller iværksættere kan leje en fuldt møbleret arbejdsplads for kun 1.950 kr. pr. måned. Alt inklusive -også højhastigheds-internet og aconto-forbrug. Der skal kun medbringes en computer og en telefon, så er virksomheden kørende.

”Servicecenter til Leje”-konceptet tilbyder sig til virksomheder, der gerne vil tilknytte sig til Vækstcenter Nord og gøre brug af nogle af de service,s centret kan tilbyde, herunder telefonbetjening, posthåndtering og mødeafholdelse. Tilbudet er attraktivt for virksomheder, der drives fra hjemmeadresse og endnu ikke har behov for egne eksterne lokaler. Tilbudet lyder på kr. 700 pr. måned, hvir man ønsker at føre brug af mødelokaler. Kan man undvære den del, er prisen kr. 500 pr. måned.

”Serverrum til Leje” henvender sig til centrets lejere, som får.deres egne rack-servere installeret i et serverrum med køling. Der tilbydes plads til eget rack-skab eller plads i vækstcentrets rack. Priserne varierer alt efter behov.

Og ellers er der fuld gang i en række aktiviteter for centrets lejere: Fagligt netværk, sundhedstjek-ordning, mentorkontakter, faglige arrangementer, sociale arrangementer og meget mere gør et lejemål i Vækstcenter Nord til mere en blot et lokaleleje.

 

Projektfakta
Titel: Vækstcenter Nord
Tema: IT-erhverv
Kontaktperson: Erhvervsdirektør Bo Geertsen, bsg@hj-erhvervskontor.dk, telefon 98 92 05 44
Modtaget tilskud fra DDN: 1.900.000 kr.
Organisation: Den Erhvervsdrivende Fond, Vækstcenter Nord
Øvrige projektpartnere: Hjørring Kommune, Hjørring Erhvervsråd, Vendsyssel Udviklingsråd, VUR, EUC Nord, Spar Nord Fonden, Hirtshals Kommunes Initiativfond
Projektperiode: marts 2001 – december 2003
Hjemmeside: www.vcn.dk

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter