Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion VILL-projektet

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion

- Virtuelle læringsmiljøer og læringsformer (ViLL-projektet)

 

 

Velfungerende eksperimentarium for IKT

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg

Enhver interesseret uddannelsesinstitution og virksomhed har i dag adgang til et eksperimentarium og forskningsmiljø for virtuelle læringsmiljøer og læringsformer. Det hedder E-Learning Lab og ligger på Aalborg Universitet - og er resultat af et DDN-projekt; nemlig ViLL-projektet.

 

Baggrund

Udvikling af virtuelle læringsmiljøer, også kaldet e-learning, var ikke noget nyt, da Det Digitale Nordjylland blev startet. Allerede da fandtes der en lang række undervisningsprogrammer og pædagogiske redskaber, og der var udsigt til, at det ville eksplodere de kommende år. Derfor var det nødvendigt, at der var nogen, der afprøvede såvel software som pædagogiske undervisningssystemer samt dokumenterede resultaterne. Og disse "nogen" var projektparterne bag DDN-projektet "Virtuelle læringsmiljøer og læringsformer" - i daglig tale kaldet ViLL-projektet.

Målet med ViLL-projektet var at skabe et nordjysk forsknings-, udviklings- og videncenter inden for e-learning, der skulle være åbent for alle. Man ville udvikle et E-learning lab, der skulle fungere som eksperimentarium for virtuelle læringsformer og læringsmiljøer, der primært skulle arbejde inden for fire områder:

·          Systemudvikling og eksperimenter med den nyeste teknologi

·          Support og sparring i forhold til konkret implementering af IKT i uddannelsessammenhæng

·          Formidling af forskning og viden om IKT og læring i form af netværk, databaser og web - samt

·          Forskning og udvikling inden for IKT og læring

Projektpartnerne Ericsson Danmark og EUC Nord skulle sideløbende gennemføre deres egne del-projekter. Ericsson ville udvikle og opbygge et virtuelt studiemiljø for medarbejderne i forbindelse med efteruddannelse. Og EUC Nord ville gennemføre en række uddannelsesforsøg med henblik på at afprøve forskellige kombinationer af traditionel klasseundervisning og undervisning i virtuelle klasserum.

 

Processen

Projektet startede i marts 2001 - blandt andet med et kick-off møde med de uddannelser, der skulle deltage i projektet Derudover blev der arrangeret et endagskursus, som IBM stod for, hvor deltagerne fik lov til at prøve kræfter med programmerne Quickplace og Lotus Learning Space. Der blev også arrangeret en række relevante seminarer i samarbejde mellem E-learning lab og IT Indsatsen Aalborg Universitet. Seminarerne beskæftigede sig med konstruktion af hjemmesider og kursus i fremtidens undervisningsformer.

De første Telia-Stofa opkoblinger blev installeret. De skulle sikre de studerende og lærerne nogle bedre studie- og arbejdsvilkår i det virtuelle rum.

Desuden tog projektgruppen de første skridt til etablering af en hjemmeside, der skulle beskrive projektets idegrundlag og målsætning - og i øvrigt fungere som virtuel opslagstavle for kommende arrangementer m.v.

Mens arbejdet med etablering af E-learning Lab skred fremad - og uddannelserne officielt tog hul på uddannelsesforsøgene med e-learning - tog projektledelsen i efteråret skridt til at indføre et elektronisk nyhedsbrev, der hver 14. dag ville blive sendt ud til projektpartnere og andre med tilknytning til projektet. Desuden blev der løbende efteråret igennem holdt forskellige kurser og seminarer.

I slutningen af januar 2002 var ViLL-projektet og E-learning Lab fuldt bemandede, og to uddannelseskonsulenter kunne nu tage fat på at besøge alle uddannelsesforsøgene. Nu gik projektet ind i et travlt år med en lang række kurser - de såkaldte "hot spots", seminarer, deltagelse i internationale konferencer samt udgivelse af flere videnskabelige artikler om e-learning.

Det virtuelle grupperum Quickplace havde haft serverproblemer men var nu blevet overført til en ny server. Det betød, at uddannelsesforsøgene på universitetet blev tilbudt adgang til Quickplace. Samtidig blev ansatte og studerende på uddannelsesforsøgene tilbudt gratis Sofa-abonnement. Senere fik lærerne på uddannelsesforsøgene tilbudt undervisning i Lotus Learning Space. Og blandt de mange spændende projekter i E-learning Lab kunne Poul Grønkjær i april fremvise de første eksempler på streaming video i undervisningen. Det blev der arbejdet videre med over efteråret 2002.

Lotus Quickplace var slået godt an i undervisningsforsøgene. Det viste en status i foråret 2003, hvor der var omkring 500 registrerede brugere. Mens virtuelle klasserum/møderum var en integreret del af fjernundervisningen - eksempelvis på flere masteruddannelser - så henvendte Quickplace sig især til de studerende, der gik på universitetet. Her kunne de eksempelvis oprette fælles kalender for holdet, arbejde i virtuelle grupperum, dele informationer m.v., lave eksperimenter med nye kursusformer, og på flere uddannelser overtog Qucikplace rollen som fælles kommunikativ infrastruktur. Nu gennemførte man en brugerundersøgelse for at få sat navn på systemets muligheder og begrænsninger - og brugernes behov.

Projektet fortsatte gennem hele 2003 med et højt aktivitetsniveau og sluttede med, at der blev udarbejdet en fyldig rapport, der beskrev de enkelte delprojekter. Rapporten kan findes på: www.ell.aau.dk/vill/afrapportering.

 

Resultatet

Projektet lykkedes, og man nåede alle de mål, man havde sat sig. Ud over at få etableret et særdeles aktivt E-learning Lab og afprøvet forskellige former for e-learning på en bred vifte af uddannelser, fik projektparterne værdifulde erfaringer af deltagelse i projektet. Ikke mindst Ericsson og EUC Nord, der havde hver sit delprojekt. Også her lykkedes det, man havde sat sig for. For Ericssons vedkommende måtte man dog opgive at arbejde med integreret billede og lyd i virksomhedens virtuelle studiemiljø, Virtual College. Man ville anvende IP Multicast, men måtte i stedet finde en anden teknisk løsning. Og i stedet for at integrere billede og lyd, valgte man at lægge lyden som en selvstændig applikation.

 

Fremtiden

E-learning Lab lever i dag videre i bedste velgående og med et højt aktivitetsniveau. Erfaringerne med e-learning er i dag integreret i mange uddannelser på universitetet og i universitetets videregående masteruddannelser for professionelle.  Også på EUC NORD, hvor Fleksibel Læring bruges i vid udstrækning - blandt andet til målrettede efteruddannelsesforløb for virksomheder. På Ericsson er man nu så langt med Virtual College, at det er klar til at blive sat i produktion, og man leder derfor efter en sponsor.

I den rapport om Det Digitale Nordjylland, som Teknologisk Institut publicerede i efteråret 2004, skrev de blandt andet om ViLL-projektet og E-learning Lab:

”Følgeforskningen vurderer, at DDN har givet en øget synlighed for E-learning Lab, hvilket har ført til, at instituttet er knudepunkt i et stort EU-forskningsnetværk på området Technology Enhanced Learning.”

”På det regionale niveau vurderer vi, at E-learning Lab kan have en vigtig funktion med hensyn til at sikre en tværgående opsamling og spredning af erfaringerne fra DNN-projekterne. På regionalt niveau arbejdes der således på, at E-learning Lab i samarbejde med Amtscentralen kan fremme en videre udvikling af regionens uddannelser med IT.”

Siden er Center for IT-Anvendelse blevet etableret, og E-Learning Lab forventer et tæt samarbejde.

 

Projektfakta
Titel: Virtuelle læringsmiljøer og læringsformer (ViLL-projektet)
Tema: Kompetence og Uddannelse
Kontaktperson: Lektor Lone Dirckinck-Holmfeld, lone@hum.auc.dk, telefon 96 35 90 20
Modtaget tilskud fra DDN: 5.050.000 kr.
Organisation: Aalborg Universitet, IT-indsatsen
Øvrige projektpartnere: Ericsson Danmark, IBM, Telia Telecom A/S, Nordjysk Universitetsfond, Spar Nord Fonden, EUC Nord
Projektperiode: marts 2001 – december 2003
Hjemmeside: www.ell.auc.dk

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter