Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Projekter Projektkonklusioner Konklusion VUR-IKON

Oversigt | Søg | English



Projektkonklusion - VUR-IKON

 

 

Små og mellemstore virksomheder stærkere til it

 

Af Naia Bang / Texthuset Aalborg

Hvis man skal undgå, at små og mellemstore virksomheder sakker agterud på it-området, skal de have særlig hjælp. Og det skal vel at mærke være hjælp, der er skræddersyet ud fra den enkelte virksomheds behov. Så nytter det. Det viser projekt VUR-IKON der har fokuseret på at give små og mellemstore virksomheder i det nordlige Vendsyssel en hjælpende it-hånd.

 

Baggrund

I det daglige arbejde i de små og mellemstore virksomheder kan it godt blive nedprioriteret, fordi andre ting er vigtigere. Men resultatet kan være utidssvarende hjemmesider, for ringe it-sikkerhed, utilfredsstillende software – og medarbejdere der ikke føler sig klædt it-mæssige godt nok på.

Derfor var ideen med projekt VUR-IKON at tilbyde omkring 40 interesserede små og mellemstore virksomheder i de kommuner, der hører under Vendsyssel Udviklingsråd, VUR, at få individuel rådgivning og mulighed for at deltage på kurser etc. Der skulle desuden udarbejdes strategi- og handlingsplaner og dannes netværk på tværs af virksomhederne. Målet var, at brugen af it blev styrket i de små og mellemstore virksomheder, og kompetenceløftet skulle gerne medvirke til at styrke de deltagende virksomheders konkurrenceevne.

Projektets navn, VUR-IKON, er sammensat af Vendsyssel Udviklingsråd, VUR – der dækker Skagen, Læsø, Frederikshavn, Sæby, Brønderslev, Løkken-Vrå, Sindal, Hjørring og Hirtshals kommuner – samt It, Kompetence Og Netværk.

 

Processen

Projektet, der både blev støttet af Det Digitale Nordjylland og via EU’s regionalfondsmidler, de såkaldte MÅL 2-midler, blev officielt skudt i gang den 21. marts 2002 ved et møde på Sæby Søbad med deltagelse af mere end 50 personer. Her præsenterede VUR og TIC Erhvervscenter Nordjylland projektet for deltagerne, og i første omgang meldte 36 virksomheder sig som interesserede.

Man blev enige om at oprette tre netværksgrupper, nemlig en for produktionsforhold, en for kommunikation og netværk og en for administrative forhold. Samtidig gik UddannelsesCentret Vendsyssel, UCV, i gang med at afdække kompetencerne ude på de deltagende virksomheder for at få sat ord på, hvilke behov den enkelte virksomhed havde. Og projektets virksomhedskonsulenter tog på besøg på virksomhederne for at hjælpe dem med at udvikle it-handlingsplaner.

På baggrund af UddannelsesCentret Vendsyssels arbejde kunne EUC NORD allerede i august 2002 præsentere et kursuskatalog med kurser, der var særligt skræddersyet til VUR-IKON-virksomhederne. Det blev præsenteret på projektets nye hjemmeside, www.vur-ikon.dk, der under hele projektet skulle fungere som informationskanal for de deltagende virksomheder – og for andre interesserede.

Interessen for at komme på kursus var langt over forventet. Allerede knap to måneder senere havde 380 meldt sig på kursus. Desuden var nogle virksomheder interesseret i at få gennemført særlige skræddersyede kursusforløb på selve virksomheden.

Allerede i løbet af efteråret 2002 gennemførte man en tilfredshedsundersøgelse. 28 af de på daværende tidspunkt 35 deltagende virksomheder deltog i undersøgelsen. Den viste, at 65 - 85 pct. var enten "tilfreds" eller "meget tilfreds" med projektets indhold. Undersøgelsen påviste også nogle mindre problemer. Blandt andet skulle den elektroniske tilmelding til kurser fra hjemmesiden gøres mere overskuelig.

Foråret 2003 fortsatte med kurser.

Samtidig viste konsulenternes besøg på virksomhederne, at der var behov for at fokusere meget mere på it-sikkerheden. Der skulle udarbejdes sikkerhedspolitik og gennemføres sikkerhedstests mange steder.

Netværksgrupperne var også blevet etableret, men mødeaktiviteten var svingende. For nogle virksomheder var det svært at afsætte medarbejderressourcer til at arbejde i tværgående netværk.

Til gengæld var interessen for at deltage i kurser stort set usvækket, og også i efteråret 2003 blev der gennemført kurser for medarbejderne fra de deltagende virksomheder.

 

Resultatet

36 virksomheder startede på projekt VUR-IKON. Undervejs i forløbet blev et par virksomheder enten lukket eller opkøbt – men andre kom til, så der ved projektets afslutning var stort set samme antal deltagere som ved starten.

Den afsluttende benchmarking viste, at de deltagende virksomheder har flyttet sig rent it-mæssigt.

At virksomhederne selv var klar over behovet for at få et it-mæssigt løft – og klar til at tage imod tilbudet – viser antallet af deltagere på projektets kurser: Fra efteråret 2002 til projektets slutning med udgangen af 2003 var 775 på skolebænken. Det svarer til godt halvdelen af medarbejderne i de deltagende virksomheder.

26 virksomheder fik gennemført sikkerhedscheck, og 11 virksomheder fik gennemgået deres hjemmeside. Flere virksomheder anskaffede, under projektet, nye CMS-systemer, så man kunne få en ny hjemmeside, man selv kunne opdatere.

 

Fremtiden

Projektet er i dag afsluttet. De deltagende virksomheder kan dog stadig henvende sig til ErhvervsCenter Nordjyllands e-business rådgiver og få gratis vejledning på IT-området. 

 

Projektfakta
Titel: VUR-IKON (It, Kompetence Og Netværk)
Tema: IT-erhvervsudvikling
Kontaktperson: Sektionschef John Voss Pedersen, jvp@tecn.dk, telefon 70 21 08 08
Modtaget tilskud fra DDN: 2.500.000 kr.
Organisation: Vendsyssel Udviklingsråd (VUR)
Øvrige projektpartnere: EUC NORD, Nordjyllands Amt, TIC Erhvervscenter Nordjylland
Projektperiode: januar 2002 – december 2003
Hjemmeside: www.vur-ikon.dk

 

 

Projektbeskrivelse

 

Liste over projektkonklusioner


Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter