Det Digitale Nordjylland  

Du er her: Forside Info og baggrund Temaer Kompetence og uddannelse

Oversigt | Søg | English



Kompetence og uddannelse tema

Projekter inden for temaet Kompetence og uddannelse samt projekter inden for deltemaet Kunst og kultur

Hovedtemaet Kompetence og Uddannelse skal bidrage til at styrke kompetenceudviklingen i den nordjyske region inden for IT-relaterede områder eller områder, hvor IT kan bidrage til kompetenceudviklingen i øvrigt. Formålet er at skabe et varigt løft i erhvervsudviklingen, i den offentlige sektors servicetilbud, i udfoldelsen af demokratiet, og i den enkelte borgers deltagelse i fritid, kultur, forbrug m.v. Der skal ske et kompetenceløft i den nordjyske region, som dækker alle - lige fra grupper, der i dag har ingen eller kun få IT-kompetencer, til grupper, der sidder inde med spidskompetencer inden for et eller flere felter. Kompetence og uddannelse er centreret omkring fire indsatsområder:

IT i undervisningen
Uddannelsesinstitutionerne spiller en særlig rolle for kompetenceudviklingen. Det nordjyske uddannelsessystem skal tilbyde relevante og fremtidsrettede uddannelser på IT-området, ligesom IT også skal integreres bredt i uddannelserne. Der skal ske en udvikling af nye og eksisterende IT-uddannelser, og der skal arbejdes med nye måder at organisere, gennemføre og evaluere undervisning på, som udnytter IT-potentialer. Udfordringen berører både den almindelige daglige (nær)undervisning, fjernundervisning og kombinationer af nær- og fjernundervisning.

IT på arbejdsmarkedet
Der er behov for at tiltrække og fastholde nye IT-kompetencer i den nordjyske region, og samtidig har store dele af den nordjyske arbejdskraft behov for opkvalificering og nye kompetencer. Det er en udfordring, som gælder både for beskæftigede og arbejdsløse. Men udviklingen af IT-kompetencer er ikke blot et spørgsmål om at tilegne sig nye færdigheder. De private og offentlige arbejdspladser står over for udfordringen om at anvende IT på stadig flere områder og organisere arbejdet på nye måder.

IT i fritid og kultur
Mange foreninger og kulturinstitutioner har taget IT-udfordringen op, men befinder sig fortsat på begynderstadiet, hvor man koncentrerer sig om at udvikle indbydende hjemmesider. Tiden er inde til at tage det næste skridt, hvor forenings- og kulturlivet bredt lærer at anvende IT mere interaktivt. Mure skal brydes ned, og virtuelle rum skabes, hvor borgere kan mødes, udveksle ideer og vise hinanden, hvad man har at byde på. Der ligger mange muligheder, ikke blot for nordjyske borgere, men også for turister og andre med interesse i Nordjylland.

IT som velfærdsfremmer
IT-kompetencer vil altid være fordelt forskelligt mellem samfundsgrupper. Men fordelingen må ikke blokere for bestemte gruppers deltagelse i samfundslivet. IT-udviklingen risikerer at løbe fra grupper, der mangler ressourcer eller står fremmede over for den nye teknologis muligheder. Men det behøver ikke at være sådan. Tværtimod kan IT spille en væsentlig rolle for, at udsatte grupper integreres i velfærdssamfundets netværk ved gennem praksis at erfare den nye teknologis muligheder. Der ligger her en central målsætning om at styrke den sociale sammenhæng i den nordjyske region.



Til toppenTil toppen

Printervenlig version Printervenlig version
Region Nordjylland · Niels Bohrs Vej 30 · 9220 Aalborg Øst · Tlf.: 96 35 13 80 · Email: nanna.skovrup@rn.dk

Projektpartnere | Aktuelt | Info og baggrund | Kontakt | Videnscenter